40.000 flere søgte om asyl i EU sidste år

Antallet af asylansøgere i EU er steget fra 260.000 til over 300.000 i 2011, viser ny opgørelse fra Eurostat.

I alt søgte 301.000 personer asyl i et af de 27 EU-lande. Det er 40.000 mere end både i 2010 og 2009.

Der var ekstra travlhed på de europæiske asylkontorer sidste år, viser en ny opgørelse fra EU's statistiske kontor, Eurostat.

I alt søgte 301.000 personer asyl i et af de 27 EU-lande. Det er 40.000 mere end både i 2010 og 2009.

Frankrig modtog 56.300 ansøgninger og topper dermed listen over lande med flest ansøgere. 3945 søgte asyl i Danmark i samme periode, og vi ligger lige uden for top 10 af ansøgningslande.

I forhold til befolkningsstørrelse har Malta, Luxembourg og Sverige dog modtaget flest ansøgninger. For hver million maltesere har der eksempelvis været 4500 asylansøgere, og i Sverige er tallet 3200.

Får forskellig status

For Danmark er forholdet 710 ansøgere per million indbyggere. De fleste af dem kommer fra Afghanistan, Iran eller Syrien.

Det er dog langt fra alle ansøgerne, der rent faktisk får opholdstilladelse. Tre ud af fire ansøgere fik i første omgang et nej i 2011, mens resten fik tildelt flygtningestatus, særlig beskyttelse eller opholdstilladelse af humanitære årsager.

Set over hele EU stammer størstedelen af asylansøgerne fra det krigshærgede Afghanistan. Men også russere, pakistanere, irakere og serbere søger flittigt asyl inden for EU's grænser.

Det europæiske asylsystem har været under et heftigt pres de sidste par år. Særligt fordi illegale indvandrere strømmer over grænsen mellem Tyrkiet og Grækenland og fortsætter videre op gennem Europa.

Alene sidste år lykkedes det 60.000 ulovligt at komme ind i Grækenland.

EU's justitsministre er i gang med at undersøge, hvordan man kan løse problemerne ved de ydre grænser til EU.

/ritzau/

Facebook
Twitter