43 har mistet livet i oprørsangreb på ministerier i Kabul

Angreb på regeringsbygninger i Afghanistans hovedstad blev indledt med bilbombe, inden oprørerne stormede bygninger.

De afghanske sikkerhedsstyrker har i løbet af dagen forsøgt at få bugt med det omfattende angreb i hovedstaden. (Foto: OMAR SOBHANI © Scanpix)

Dødstallet er opdateret 25. december klokken 11:00.

Mindst 43 personer har mistet livet i et angreb juleaftensdag mod regeringsbygninger i Afghanistans hovedstad, Kabul.

Angrebet blev indledt med, at en bilbombe detonerede ved indgangen til et område med to ministerier.

Derefter trængte bevæbnede mænd ind i bygningerne og tog gidsler.

Ud over de uskyldige ofre er tre oprørere dræbt. Det oplyser Nasrat Rahimi, der er talsmand for indenrigsministeriet, ifølge nyhedsbureauet dpa.

Det er lykkedes sikkerhedsstyrker at rydde to bygninger for oprørere.

310 personer er reddet ud af bygningerne og bragt i sikkerhed, oplyser talsmanden.

Ingen har umiddelbart taget skylden for angrebet.

Flere eksplosioner

Der udspillede sig skudkampe, umiddelbart efter at bilbomben eksploderede mandag eftermiddag. Her lød så endnu en eksplosion.

Et par timer senere steg sort røg op fra de to ministerier, og to militærhelikoptere hang over stedet.

Journalister, der befinder sig i nærheden, fortæller, at der i de forløbne timer har lydt adskillige eksplosioner.

Det igangværende angreb kommer dagen efter, at præsident Ashraf Ghani har udpeget to ministre. De er kendt for at være kompromisløse over for oprørerne i Taliban og Pakistan. /ritzau/AFP

Facebook
Twitter