45 dræbt i kraftigt jordskælv i Pakistan

Et kraftigt jordskælv på 7,8 har skabt en ny ø syd for Pakistan. Flere frygtes dræbt.

I regionshovedstaden Quetta bliver folk evakueret fra bygninger efter jordskælvet, der menes at måle 7,8 på Richterskalaen.

Myndighederne i Pakistan frygter, at et voldsomt jordskælv, der har ramt den vestlige del af landet, kan have kostet mange mennesker livet.

Jordskælvet har skabt en ny ø omkring 600 meter fra landets sydlige kyst.

Mindst 45 personer meldes dræbt, og myndighederne frygter, at flere kan være døde.

Mangel på læger

Det amerikanske geologiske institut har målt jordskælvet til at have en styrke på 7,8. Det franske nyhedsbureau AFP skriver 7,4.

Rystelserne har lagt huse i ruiner og sendt folk på flugt.

- Vi har modtaget oplysninger om, at mange hjem i Awaran er kollapset. Vi frygter, at mange er døde, siger Jan Muhammad Baledi, der er talsmand for regionsregeringen i Baluchistan.

- Der er ikke mange læger i området, men vi forsøger at skaffe så meget hjælp som muligt til stedet.

Quetta er hårdt ramt

Skælvet 15 kilometer under jordoverfladen ramte klokken 16.29 lokal tid lidt syd for byen Khuzdar i Baluchistan-provinsen.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er regionshovedstaden Quetta hårdt ramt.

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at det ramte område ligger meget afsides, men skælvet fik bygningerne i hovedstaden New Delhi til at ryste.

/Ritzau/Reuters/

Facebook
Twitter