47 personer er omkommet efter eksplosion på fabrik i det østlige Kina

Eksplosionen fandt sted på en pesticidfabrik. Over 600 er såret.

47 personer er omkommet som følge af en eksplosion på en pesticidfabrik i det østlige Kina.

Det beretter det kinesiske statsmedie People's Daily natten til fredag dansk tid, skriver nyhedsbureauet AFP.

Over 600 er kommet til skade i forbindelse med eksplosionen, der fandt sted torsdag eftermiddag dansk tid.

Udløste jordskælv

Eksplosionen var ifølge statsmediet så kraftig, at flere nærliggende fabriksbygninger er styrtet sammen, mens vinduerne i de omkringliggende beboelsesbygninger er blevet knust.

Derudover skal eksplosionen tilsyneladende have udløst et mindre jordskælv.

Natten til fredag dansk tid har brandvæsenet fået kontrol over de voldsomme flammer, der har hærget på ulykkesstedet efter eksplosionen, beretter kinesisk stats-tv.

Den voldsomme ulykke er sket på fabrikken Chenjiagang Industrial Park i byen Yancheng.

Kinesisk politi efterforsker årsagen til branden.

Ifølge mediet China Daily har selskabet Tianjiayi Chemical Company, der ejer fabrikken, tidligere fået bøder for at overtræde regler for arbejdssikkerhed på fabrikken.

/ritzau/

Facebook
Twitter