49.000 amerikanske General Motors-medarbejdere strejker: 'Vi ønsker, hvad der er rimeligt'

Forhandlingerne mellem USA's største bilproducent og fagforeningen UAW er brudt sammen.

Lyden fra bilhorn, der bliver trykket i bund, blander sig med rapmusik på parkeringspladsen uden for bilproducenten General Motors' (GM) fabrik i Detroit, USA.

"UAW on strike" - UAW strejker - står der på de træskilte, der er konstrueret til lejligheden. United Auto Workers (UAW) er navnet på den fagforening, medarbejderne er en del af. Det er forhandlinger mellem UAW og GM, der er brudt sammen.

49.000 ansatte har siden søndag aften strejket i håb om en højere løn og bedre vilkår. Strejken er den største strejke i USA i 12 år, skriver blandt andet CNN.

Medlemmer af 'United Auto Workers (UAW)', som er ansat ved General Motors, forsøger med strækken at opnå bedre vilkår. (Foto: JEFF KOWALSKY © Scanpix)

Fireårig kontrakt udløb, og strejken startede

I 2008 blev General Motors ramt af den økonomiske krise. Året efter fik selskabet et underskud på 38,7 milliarder dollar. I 2018 blev 14.700 stillinger nedlagt, hvilket medarbejderne mener, har påvirket deres arbejdsliv.

- Vi ønsker, hvad der er rimeligt. For et par år siden gav vi afkald på meget for at holde firmaet i live, fortæller den strejkende James Cotton, der til dagligt arbejder i General Motors, til nyhedsbureauet AP.

En fire-årig overenskomst mellem UAW og GM udløb i nat, og parterne har ikke formået at blive enige om en ny aftale. Derfor startede strejken.

- Nu, hvor de (GM) tjener flere penge end nogensinde, vil vi have noget af det, vi har mistet, tilbage, og det vil firmaet ikke gå med til.

Sidste strejke i 2007, som varede to dage, endte med at koste 300 millioner dollar.

Profit over medarbejdere

Fagforeningen har formuleret krav til General Motors om blandt andet sygeforsikring, en bedre løn og fast arbejde til de midlertidigt ansatte.

Men GM er ikke interesseret i at imødekomme UAW's krav. Derfor beskylder fagforeningen GM for at sætte profit over medarbejdere og derved ikke behandle dem ordentligt.

GM har dog argumenteret for, at de har gjort deres for at løse konflikten ved at lave et forslag, der inkluderer lønstigning for fagforeningens medlemmer. En løsning er dog endnu ikke kommet på bordet, og UAW er utilfreds med udfaldet af forhandlingerne.

- Vi tager ikke let på det her. En strejke har været vores sidste mulighed, siger viceformanden for UAW, Terry Dittes.