500 soldater og 22 helikoptere sat ind: Nu er Colombias mest eftersøgte narkobaron anholdt

Colombias præsident sammenligner anholdelsen med Pablo Escobars fald.

Kartellederen Dairo Antonio Úsuga var på USA's liste over mest eftersøgte personer. (Foto: - © Ritzau Scanpix)

- Dette er det største slag, der er rettet mod narkosmuglerne i det her århundrede i vores land.

Sådan lyder den bastante udmelding fra Colombias præsident, Ivan Duque, efter colombianske sikkerhedsstyrker i går anholdte den efterlyste narkobaron Dairo Antonio Úsuga - også kaldet "Otoniel".

Han er kendt som lederen af den såkaldte Golfklan, som de colombianske sikkerhedsstyrker ifølge BBC har stemplet som landets mest magtfulde kriminelle gruppe.

Og anholdelsen kan kun sammenlignes med Pablo Escobars fald i 1990'erne, siger præsidenten med henvisning til den myteomspændte kartelleder, der var kendt som verdens mest magtfulde narkosmugler i 1980'erne og starten af 1990'erne.

Dairo Antonio Úsuga har i årevis været eftersøgt for blandt andet narkotikahandel, afpresning, drab og bortførelser.

- Otoniel var den mest frygtede narkobaron i verden. Han har dræbt betjente, soldater og lokale aktivister, lød det i går fra præsidenten, som sagde, at anholdelsen markerer enden på Golfklanen.

Andre er dog mere skeptiske - herunder Sergio Guzman, der er direktør hos konsulentgruppen Colombia Risk Analysis.

- Det er en stor nyhed, fordi han er den største narkobaron i Colombia. Men Otoniel vil med al sandsynlighed blive erstattet, siger han til The Guardian.

500 soldater og 22 helikoptere i spil

Narkobaronen overtog lederskabet af den frygtede Golfklan, efter hans bror blev dræbt af colombiansk politi i 2012.

Kartellederen har været eftersøgt i over et årti, og gennem årene har tusinder af soldater været involveret i forsøg på at finde frem til narkobaronen ved flere store operationer. Undervejs er tusinder af kartelmedlemmer blevet anholdt.

Alligevel lykkedes det Úsuga at holde sig skjult fra myndighederne.

Blandt andet ved at gøre brug af et netværk af tilflugtssteder i junglen og ikke at benytte mobiltelefoner. Derudover har BBC tidligere beskrevet, hvordan kartellederen har fået trænet et utal af hunde til at advare ham om ubudne gæster.

Til gengæld insisterede han ifølge The Guardian på, at der skulle være ortopædiske madrasser i de landlige gemmesteder på grund af en nagende rygskade, hvilket har hjulpet myndighederne med at identificere hans tilholdssteder.

En soldat tager en selfie med Colombias mest eftersøgte mand efter lørdagens aktion. (Foto: COLOMBIAN DEFENSE MINISTRY © Ritzau Scanpix)

Denne gang randt heldet dog ud for Dairo Antonio Úsuga, der blev anholdt ved et landligt gemmested nær grænsen til Panama efter en omfattende aktion.

Her deltog både hæren, politiet og flyvevåbnet, beretter BBC, der peger på, at hele 500 soldater og 22 helikoptere tog del i operationen. Undervejs blev en enkelt politibetjent slået ihjel.

Ifølge politiet blev Dairo Antonio Úsugas bevægelser sporet ved hjælp af flere end 50 efterretningseksperter, der gjorde brug af satelitbilleder. Også amerikanske og britiske efterretningsvæsner var involveret i efterforskningen, beretter BBC.

Dairo Antonio Úsuga efter anholdelsen. Ifølge præsident Duque var der tale om "den største indtrængen i junglen" i landets militære historie. Og det er i et land, hvor hæren i årtier kæmpede mod guerillabevægelsen Farc, der holdt til i junglen.  (Foto: Screenshot fra video delt af Colombias statsanklager)

Den colombianske regering har tidligere tilbudt en dusør på en halv million kroner for informationer om kartellederen, mens amerikanerne har tilbudt over 32 millioner kroner for oplysninger, der kunne føre myndighederne på sporet af ham.

Anholdelsen beskrives som en stor sejr for præsident Duque og hans regering, der trods fokus på lov og orden har haft svært ved at inddæmme militant vold i landet og har måttet sande, at den colombianske kokainproduktion fortsætter med at vokse.

FacebookTwitter