'5.000 soldater til Colombia': Notesblok-bommert vækker spekulationer

Det Hvide Hus nægter at udelukke en militær optrapning ved Venezuela.

John Bolton med notesblokken. (Foto: JIM YOUNG © Scanpix)

Planlægger USA at sende soldater til Sydamerika for at afskrække Venezuelas præsident, Nicolas Maduro?

Det spørgsmål stiller mange sig selv, efter USA's nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, i går havde medbragt en notesblok med en opsigtsvækkende tekst til et pressemøde om nye amerikanske sanktioner mod styret i Venezuela.

"5.000 soldater til Colombia" stod der på notesblokken, som journalisterne i salen ikke kunne undgå at bemærke.

I sidste uge valgte USA sammen med en række andre lande at anerkende oppositionsleder Juan Guaidó som Venezuelas fungerende præsident i stedet for Maduro.

Et nærbillede af den notesblok, som USA's nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, havde med til et pressemøde om sanktioner mod Venezuela i går. (Foto: JIM YOUNG © Scanpix)

Alt er muligt

Bagefter forpassede Det Hvide Hus en mulighed for at mane spekulationer om en militær optrapning ved Venezuela i jorden.

Da en talsmand blev spurgt om teksten på notesblokken gentog han blot præsident Donald Trumps udtalelse om, at "alle muligheder er på bordet" i forhold til Venezuela.

Det amerikanske forsvarsministerium havde tidligere på dagen udtalt, at der ikke er nogen planer om at sende soldater til Sydamerika.

USA har i forvejen næsten 1.000 soldater i Colombia, hvor de oprindeligt assisterede i landets kamp mod narkokarteller og venstreorienterede oprørsgrupper som Farc.

Colombias udenrigsminister, Carlos Holmes Trujillo, siger, at han ikke kender "årsagerne bag" og "omfanget af" Boltons notater.

Nye sanktioner

USA indførte sent mandag nye sanktioner rettet mod Venezuelas vigtige olieindustri.

Med det nye tiltag fra USA mister Maduros allerede isolerede regering adgangen til en af dens vigtigste indtægtskilder.

Sanktionerne går ud over Venezuelas statsejede olieselskab PDVSA og dets amerikanske datterselskab Citgo.

John Bolton oplyste på pressemødet, at sanktionerne mod PDVSA vil resultere i et forventet eksporttab for Venezuela på 72 milliarder kroner i løbet af det næste år.

Nicolas Maduro har på sin side "givet specifikke instruktioner til chefen for PDVSA om at indlede politisk og juridisk handling - ved amerikanske og internationale domstole."

Facebook
Twitter