51 millioner på flugt verden over: Største antal siden 2. Verdenskrig

Mere end 51 millioner mennesker på verdensplan er tvunget på flugt, viser en ny rapport fra UNHCR.

I dag er der lige så mange mennesker på flugt i verden som hele befolkningen i et mellemstort land som Colombia, Spanien eller Sydkorea, lyder det fra FN's højkommissær for flygtninge, António Guterres. (Foto: UNHCR © Pressefoto UNHCR)

Antallet af flygtninge i verden er ikke set større siden Anden Verdenskrig.

Det dokumenterer en rapport fra FN's flygtningehøjkommissariat, UNHCR, på den Internationale Flygtningedag fredag.

I slutningen af 2013 var 51,2 millioner mennesker tvunget på flugt på verdensplan, viser tallene, som er indsamlet af regeringer, NGO partnere og UNHCR.

Antallet af mennesker tvunget på flugt er steget med seks millioner fra 2012, hvor 45,2 millioner var på flugt.

Særligt Syrien

Stigning skyldes først og fremmest krigen i Syrien, der har tvunget 2,5 millioner mennesker til at flygte fra deres land, derudover er 6,5 millioner på flugt internt i Syrien.

Også uroen i Den Centralafrikanske Republik og Sydsudan er udslagsgivende for stigningen, vurderer UNHCR.

- Vi ser nu de enorme omkostninger, der er ved ikke at få afsluttet krige og ved ikke at få løst eller forebygget konflikter. Der er i dag en faretruende mangel på fred i verden, siger FN's højkommissær for flygtninge, António Guterres, i en pressemeddelelse.

Pakistan, Iran og Libanon tager fra

Tallene i rapporten omfatter hovedsageligt tre grupper: flygtninge, asylansøgere og de internt fordrevne.

Det er særligt afghanere, syrere og somaliere, som er på flugt. Samlet udgør de tre grupper mere end halvdelen af flygtninge på verdensplan, lyder det i rapporten.

Pakistan, Iran og Libanon er de lande i verden, der huser flest flygtninge.

Facebook
Twitter