5.300.000.000.000 dollar: Verdens rigeste har øget deres formue

Klodens 500 rigeste personer har øget deres formue med en billion dollar. Stifter af Amazon topper listen.

Jeff Bezos, stifteren af Amazon, indtager førstepladsen på Bloombergs liste over milliardærer. (Foto: GUS RUELAS © Scanpix)

Klodens rigeste personer har hidtil i 2017 øget deres formue med sammenlagt én billion dollar - svarende til 6300 milliarder kroner.

Det svarer til godt tre gange Danmarks bruttonationalprodukt.

Bag udregningen står Bloomberg News, der dagligt rangerer verdens 500 rigeste personer på baggrund af udviklingen på aktiemarkederne.

Og aktiekurserne er de seneste 12 måneder kommet op i nye højder.

MSCI World Index er gået frem med næsten 20 procent. Det samme er det amerikanske indeks Standard & Poor's 500.

Lægger man de 500 rigeste personers formuer sammen ender beløbet på 5,3 billioner dollar.

Ved udgangen af 2016 var formuen på 4,4 billioner dollar, og de ultrarige har dermed haft en formuestigning på 23 procent.

Jeff Bezos, stifteren af Amazon, indtager førstepladsen på Bloombergs liste over milliardærer. Hans formue er svulmet med 34,2 milliarder dollar til 99,6 milliarder dollar.

Alene på en enkelt dag i oktober voksede hans pengebjerg med 10,3 milliarder dollar, da Amazon præsenterede et langt større overskud, end analytikere havde ventet.

Dermed overhalede den 53-årige Bezos, der grundlagde Amazon i en garage i Seattle i 1994, Bill Gates som verdens rigeste individ.

På Bloombergs liste over verdensrigeste finder man også seks danskere:

  • Kjeld Kirk Kristiansen (nummer 102), Lego: 79,5 milliarder kroner.

  • Troels Holch Povlsen (nummer 271), Bestseller: 38,8 milliarder kroner.

  • Niels Peter Louis-Hansen (nummer 415), Coloplast: 29,4 milliarder kroner.

  • Sofie Kjær Kristiansen (nummer 482), Lego: 26,3 milliarder kroner.

  • Thomas Kristiansen (nummer 483), Lego: 26,3 milliarder kroner.

  • Agnete Kirk Thinggaard (nummer 484), Lego: 26,3 milliarder kroner.

Flere formuer er skrumpet

Medstifteren af Microsoft er god for 91,3 milliarder dollar. Den 62-årige Gates har gennem årene doneret milliarder til velgørende formål.

Senest i august, da han donerede Microsoft-aktier til en værdi af 4,6 milliarder dollar til den fond, han har oprettet sammen med sin hustru, Melinda.

Ifølge investeringsekspert Mike Ryan, der rådgiver finanshuset UBS' s mest velhavende klienter, er den langvarige fremgang på aktiemarkederne nærmest uden sidestykke.

- Af alle de råd, vi i løbet af året har givet folk, har det vigtigste været, at de skulle holde fast i deres investeringer, siger han til Bloomberg.

Men der er også dollarmilliardærer, som har set deres formue skrumpe i 2017.

58 af de 500 personer er således blevet "fattigere".

Franskmanden Patrick Drahi, der er blevet rig inden for telekommunikation, anslås af være god for 6,3 milliarder dollar. Det er en nedgang på 4,1 milliarder dollar eller 39 procent i forhold til året før.

Top-10 Bloombergs milliardær-indeks

  1. 1

    Jeff Bezos, stifter af Amazon, USA, formue på 100 milliarder dollar

  2. 2

    Bill Gates, stifter af Microsoft, USA, formue på 91,6 milliarder dollar

  3. 3

    Warren Buffett, direktør Berkshire Hathaway, USA, formue på 85,5 milliarder dollar

  4. 4

    Amancio Ortega, stifter af Inditex fashion group (Zara), Spanien, formue på 75,7 milliarder dollar

  5. 5

    Mark Zuckerberg, stifter af Facebook, USA, formue på 73,2 milliarder dollar

  6. 6

    Bernard Arnault, investor og direktør i LVMH (Louis Vuitton, Dior m.fl.), Frankrig, formue på 63,6 milliarder dollar

  7. 7

    Carlos Slim, investor gennem Grupo Carso, Mexico, formue på 62,3 milliarder dollar

  8. 8

    Larry Ellison, stifter af Oracle Corporation, USA, formue på 53,1 milliarder dollar

  9. 9

    Larry Page, stifter af Google, USA, formue på 52,6 milliarder dollar

  10. 10

    Ingvar Kamprad, stifter af Ikea, Sverige, formue på 52,4 milliarder dollarKilde: Bloomberg

/ DR Nyheder /