64 meter lang fedtklump fundet i kloak i engelsk badeby

Myndighederne beder borgere om ikke at "fodre fedtbjerget".

En størknet masse af fedt, olierester og affald er fundet i en kloak i den engelske by Sidmouth. (Foto: SOCIAL MEDIA © Scanpix)

Myndighederne i det sydlige England har fundet en 64 meter lang fedtklump, der blokerer en kloak under strandpromenaden i byen Sidmouth.

Fedtklumpen består blandt andet af størknet fedt, vådservietter og madolie, der er hældt i kloakken og er længere end seks busser stillet op på række, ifølge The Guardian.

Andrew Roantree fra det lokale vandværk siger, at det nu vil tage hans ansatte omkring otte uger at afmontere og fjerne fedtbjerget.

Kloakarbejderne bliver nemlig nødt til at arbejde i beskyttelsesdragter og med åndedrætsværn.

- Heldigvis er fedtproppen blevet opdaget i god tid, og den udgør ingen risiko for badende. Men hvis du mangler et nytårsforsæt i år, så lad det være ikke at hælde fedt eller olie i vasken eller skylle vådservietter ud i toilettet, siger han til The Guardian og tilføjer:

- Lad være med at fodre fedtbjerget.

Det vil tage kloakarbejdere ugevis at fjerne fedtklumpen under byen Sidmouth. (Foto: SOCIAL MEDIA © Scanpix)

Fedtklump på museum

I 2017 gik en anden kolossal fedtklump verden rundt, da myndighederne fandt en 250 meter lang og 130 ton tung prop i kloakkerne under London.

Klumpen blev så kendt, at Museum of London bad kloakarbejderne om et stykke af den, så den kunne udstilles.

Herhjemme har Dansk Vand- og Spildevandsforening tidligere bedt folk om at lade være med at smide vatpinde, vådservietter, hår eller toiletruller i toiletkummen.

Det koster nemlig vandværkerne et tocifret millionbeløb i ekstraomkostninger om året at fjerne propper i kloakkerne.

Facebook
Twitter