70 formodede separatister er blevet anholdt i den østukrainske by Kharkiv for belejringen af en administrativ bygning, fortæller landets indenrigsminister Arsen Avakov ifølge nyhedsbureauet Reuters.
På sin Facebook-side skriver Avakov:
- En anti-terroraktion er blevet iværksat. Byens centrum og metrostationer er blevet blokeret. Vær ikke urolige. Når vi er færdige, vil vi åbne dem igen.
Ifølge nyhedsbureauet Interfax-Ukraine er de 70 mænd anholdt under mistanke for 'illegale aktiviteter relateret til separatisme, for at opfordre til massehysteri og for at være til fare for andres helbred', samt flere andre lovbrud.
Se billeder fra nattens uroligheder herunder:
Der findes store russiske grupperinger i de tre østukrainske storbyer, og flere gange har pro-russiske demonstranter været i kampe med pro-ukrainske demonstranter her.
Rusland: Stop militære indgreb i Kharkiv, Ukraine
Ukraines indgreb mod demonstranterne i Kharkiv har allerede fået Rusland til at reagere.
Her kræver det russiske udenrigsministerium, at Ukraine stopper al indsættelse af militære styrker i det østlige Ukraine, som russerne mener, er indsat for at undertrykke regeringskritiske protester i området.
- Vi opfordrer til at slutte alle militære forberedelser, der kan føre til en borgerkrig, siger den russiske udenrigsminister i en pressemeddelelse.