I byens gader er der fuld gang i valgkampen. Kandidater kører rundt med højtalervogne og gentager deres eget navn, så vælgerne ikke glemmer, at de er med - som man nu gør i Japan.

Mange af oppositionens kandidater råber med overbevisning, at de er imod den planlagte genåbnng af Japans atomreaktorer, som har stået stille siden Fukushima-ulykken for snart fire år siden.

Regeringspartiet LDP's kandidater prøver så vidt muligt at undgå det emne. LDP går ind for en gradvis genåbning, og det er ikke noget populært standpunkt. Men LDP skal nu nok vinde underhusvalget på søndag alligevel.

Kun mænd må arbejde

Langt fra byens valgtummel går 7.000 mænd på arbejde hver dag i hvide beskyttelsesdragter og tætsluttende masker. Og de er vitterligt alle sammen mænd - hidtil har det været forbudt for kvinder at arbejde på det ødelagte atomkraftværk i Fukushima, hvor tre reaktorer nedsmeltede, da en gigantisk tsunami skyllede hen over anlægget 11. marts 2011.

De går på arbejde på, hvad der mest af alt ligner en kæmpestor byggeplads med gravkøer, lastbiler og trillebører. Det er hverdag for dem, og de hygger sig sammen på mandemanér. De øver sig i baseball i deres månedragter, også selv om det foregår lige neden for en af de ødelagte reaktorer, hvor radioaktiviteten i luften er meget højere end en halv kilometer længere nede ad stranden.

Det er hårdt arbejde - og nogle steder på pladsen dødsensfarligt. Det er ikke særligt godt lønnet, og det er ikke ligefrem cool. De unge piger synes ikke, at det er vildt sexet, hvis deres kærester - og mulige fædre til deres børn - arbejder med et docimeter i lommen hver dag for at måle den akkumulerede radioaktivitet, som de udsættes for under arbejdet.

Snyd med målinger

Da denne artikels forfatter i går besøgte værket og var inde på området i halvanden times tid, viste docimeteret i lommen 0,01 millisieverts. Reglerne siger i dag, at en arbejder på værket må udsættes for en sammenlagt belastning på 50 millisieverts om året - og maksimalt 100 millisiverts på fem år. Så skal han fyres eller flyttes til andet arbejde.

Der har været sager, hvor underleverandører har snydt med disse målinger, så deres ansatte kunne arbejde på anlægget i længere tid og tjene flere penge. Men Tokyos elektricitetsselskab, Tepco, som ejer og driver atomkraftværket og står i spidsen for oprydningsarbejdet efter ulykken, gør sig stor umage for at bevare sine gode ansatte så længe som muligt ved at reducere den mængde radioaktivitet, som de dagligt udsættes for.

Robotter afløser mennesker

Store japanske entreprenørselskaber fremlagde i går ved en workshop ved Fukushima-værket nye arbejdsgange, hvor nye anlæg bygges andre steder og først smækkes op som elementer på selve pladsen i sidste fase af arbejdet, og hvor så mange opgaver som muligt sker automatisk og ved hjælp af robotter, hvilket sætter de ansatte i stand til at styre processen på afstand.

Uanset hvad man mener om Tepcos uansvarlighed før og efter ulykken i 2011, og uanset hvad man har af politisk holdning til atomkraft, så kan man ikke lade være med at blive imponeret over den kreativitet og ingeniørkunst, som kommer til udtryk på byggepladsen ved Fukushimas kyst.

Ingen har nogensinde stået over for en lignende ingeniøropgave. Aldrig i historien er tre atomreaktorer tæt ved siden af hinanden nedsmeltet på samme tid, mens udsivningen af radioaktivitet hele tiden sker i små doser og ikke ved en kæmpe eksplosion en gang for alle. Situationen er og bliver uoverskuelig, men alligevel skal der opfindes nye løsninger fra dag til dag. Og det bliver der.

Dødensfarligt arbejde

Hvis man kigger hen over de fire ulykkesramte reaktorer, ser de i dag helt anderledes ud end på de mange pressefoto, som vi kender fra månederne lige efter selve ulykken.

Reaktor fire, som ikke nedsmeltede, er nærmest pakket ind i en kæmpe stilladsbygning af samme størrelse som selve reaktorbygningen, som gør det muligt at fjerne brugte og ubrugte brændselsstave fra bygningen, uden at arbejderne kommer alt for tæt på selve stavene. Et dødsensfarligt præcisionsarbejde, som har gået for sig det sidste år, og som vil være afsluttet inden dette års udgang.

Og ved reaktor tre, hvor bygningen stod med en totalt flænset top efter den voldsomste af de eksplosioner, der skete i dagene efter tsunamien, er hele den øverste del af bygningen nu fjernet, og den ser ud, som om den er meget lavere end de andre reaktorbygninger. Det skyldes, at man gør parat til en operation, hvor man også her vil fjerne brændselsstave fra den bygning.

Det nedsmeltede brændstof i bunden af reaktoren vil der gå mange år, før man kan gøre noget ved. Men turen er nu kommet til de andre brændselsstave, som befandt sig i samme bygning, og som det vil være endnu farligere og vanskeligere end i reaktor fire at få bragt over i den sikrede bygning, der er bygget ved siden af.

Hundreder af vandtanke

Men det, der især falder i øjnene, når man kører rundt på området i bus, er de mange vandtanke med radioaktivt og forurenet vand, der er smækket op overalt. Der er næsten tusind af slagsen, og den lille skov, der lå syd for atomkraftværket, er stort set forsvundet, fordi man har været nødt til at fælde træerne, så der kunne blive plads til flere vandtanke.

Man gør sit bedste for at rense det vand, som bruges til at nedkøle de nedsmeltede reaktorer, for radioaktivitet, således at det kan genbruges. Men der siver så meget grundvand til, at der hver eneste dag produceres 400 ton nyt forurenet vand på pladsen, og der skal hver eneste uge bygges to nye vandtanke.

Det er dette vandcirkus, som de allerfleste af de 7.000 heroiske arbejdere på pladsen er beskæftiget med, og det vil de være i mange år endnu. Der vil gå i hvert fald 40 år, før det flydende brændsel i de tre nedsmeltede reaktorer er så nedkølet, at man på en eller anden måde kan indkapsle det for eftertiden.

Hvordan det konkret skal foregå, det skal de dygtige ingeniører på byggepladsen også lige opfinde i mellemtiden.