71-årig franskmand vil krydse Atlanten i en tønde

Med en hastighed på to-tre kilometer i timen og uden sejl og årer ventes tøndefartøj at nå Caribien i marts.

Jean-Jacques Savin forlod De Kanariske Øer ud for Afrikas kyst onsdag i sin sofistikerede tønde, som det har taget ham måneder at bygge. (Foto: Georges Gobet Lionel Bonaventur © Ritzau Scanpix)

En 71-årig fransk mand er sejlet ud på Atlanterhavet fra De Kanariske Øer i en stor orange tønde, som han håber vil bringe ham til Caribien i slutningen af marts.

Jean-Jacques Savin forlod De Kanariske Øer ud for Afrikas kyst onsdag i sin sofistikerede tønde, som det har taget ham måneder at bygge.

Han sejler med en hastighed på to-tre kilometer i timen. Det er hans hensigt at krydse verdenshavet alene ved hjælp af strømmene, har han fortalt det franske nyhedsbureau i et telefoninterview.

Savins rejse bliver fulgt online, og han var sent torsdag eftermiddag godt 30 kilometer ud for øen El Hierro, som han stævnede ud fra.

Har gemt lidt foie gras

Den pensionerede faldskærmssoldat har rejst penge til projektet hos forskellige sponsorer og har selv står for en indsamlingskampagne, der også har omfattet en Facebookside.

Han siger til AFP, at han har gemt en flaske Sauternes hvidvin og lidt foie gras til nytårsaften og en flaske Saint-Émilion rødvin til sin fødselsdag i januar.

Jean-Jacques Savin gør sig klar til turen over Atlanten. (Foto: Georges Gobet © Scanpix)

Savin har arbejdet på fartøjet på et skibsværft i Ares i det sydvestlige Frankrig.

Fartøjet måler tre meter i længden og 2,10 meter i bredden. Det er bygget af særligt behandlet højkvalitets krydsfiner, som er forstærket for at kunne modstå bølger og mulige angreb fra spækhuggere.

Barbados eller Martinique

Inde i kapslen, der vejer 450 kilo, når den er tom, er der et opholdsrum på seks kvadratmeter med køkken, sovested og lagerplads.

Et koøje i bunden giver Savin muligheden for at se fisk, der passerer under hans fartøj.

Savin, der også har en fortid som pilot og ranger i en nationalpark i Afrika, fylder 72 den 14. januar.

Han håber, at han rammer Barbados eller en fransk ø som Martinique eller Guadaloupe, men han har ingen indflydelse på det, da han sejler uden årer og uden sejl.

Budgettet for hans ekspedition er på 60.000 euro - knap 450.000 kroner.

/ritzau/AFP