800 anholdt i verdensomspændende politi-aktion: 'En sag, der ikke er set lignende'

Under kodenavnet 'Operation Trojan Shield' er det lykkedes at infiltrere kriminelle netværk i 16 lande.

Ved et pressemøde ved Europols hovedkvarter i Haag fortalte FBI, Europol, samt svenske og australske myndigheder om samarbejdet og dets resultater. (Foto: Europol © Europol)

Hundredvis af kriminelle i 16 lande på fem kontinenter er blevet anholdt i et af de hidtil mest omfattende politisamarbejder på tværs af nationer.

Samtidig er adskillige kriminelle netværk blevet infiltreret og overvåget i næsten tre år.

I alt har man anholdt mere end 800 personer, beslaglagt 38 ton stoffer - alt fra kokain til amfetamin - og 48 millioner dollar i kontanter.

Desuden har man opsnappet over 100 mordtrusler, fortalte Europol på et pressemøde i dag.

Danmark har bidraget med opklaring af sager. I Sverige har man anholdt 155 personer og afværget 10 mord. I Holland har man anholdt 49 personer.

Kodenavnet for det hele er 'Operation Trojan Shield'.

Det er blevet til ved et samarbejde mellem den amerikanske sikkerhedstjeneste FBI, det Australske Føderale Politi (AFP) og EU's politienhed Europol.

En enorm, verdensomspændende operation, hvor politiet og myndighederne i årevis har fulgt og overvåget de kriminelle - på en krypteret kanal, som politiet selv har designet.

- Det er en kæmpe sag, der ikke er set lignende. Tidligere har politiet overtaget og i mindre perioder kørt allerede eksisterende netværk, apps eller krypterede chats, men det her er uset, siger retsanalytiker i DR Louise Dalsgaard.

Sagen kommer til at ramme de kriminelles tillid til den slags krypterede tjenester i fremtiden, fortalte australsk politi på pressemødet i dag.

Idé opstod over en øl

Ifølge retsdokumenter, som det amerikanske medie Vice har fået adgang til, begyndte FBI i 2018 samarbejdet med AFP.

Det år anholdt FBI en direktør for en krypteret beskedtjeneste, 'Phantom Secure', brugt af kriminelle til handel med narkotika, blandt andet. En beskedtjeneste, som myndighederne ikke kunne følge med i.

En producent af enheder til lignende tjenester i Australien tilbød efter anholdelsen af sin arbejdsgiver FBI at udvikle et nyt system, der kunne bruges til "kommende undersøgelser".

Det blev til den krypterede beskedtjeneste 'ANOM', udviklet til Android-enheder, som kriminelle kunne bruge til at kommunikere med hinanden.

  • AFP har konfiskeret en hel del under operation 'Trojan Shield'. Blandt andet narkotika... (Foto: AUSTRALIAN FEDERAL POLICE © Ritzau Scanpix)
  • ... i flere former... (Foto: AUSTRALIAN FEDERAL POLICE © Ritzau Scanpix)
  • ... foruden kontanter... (Foto: AUSTRALIAN FEDERAL POLICE © Ritzau Scanpix)
  • ... ure... (Foto: AUSTRALIAN FEDERAL POLICE © Ritzau Scanpix)
  • ... våben... (Foto: AUSTRALIAN FEDERAL POLICE © Ritzau Scanpix)
  • ... og motorcykler. (Foto: AUSTRALIAN FEDERAL POLICE © Ritzau Scanpix)
1 / 6

Over en øl med kolleger fra AFP - skriver det australske medie ABC News - udtænkte FBI en plan om at bruge 'ANOM' som en trojansk hest i den kriminelle underverden.

Sammen med producenten fik de udviklet tjenesten således, at politiet kunne følge med i samtlige beskeder sendt fra enheder med appen og gemme dem - uden at brugerne af 'ANOM' opdagede det.

Sidenhen blev Europol indlemmet i samarbejdet, og de svenske og hollandske myndigheder ledte den europæiske del af samarbejdet.

Langsomt, men sikkert, udnyttede producenten sit netværk i Australien til at producere og distribuere telefonerne i de kriminelle miljøer i landet. Snart blev nyheden om de nye krypterede telefoner spredt langt ud over Australiens grænser.

Spredte det til kolleger - uden at vide det

'ANOM' gik fra at have cirka 50 enheder i Australien til at have over 12.000 enheder i mere end 100 lande.

Det fortalte chef for Europol Jean-Philippe Lecouffe på pressemødet i dag.

I alt har 300 kriminelle organisationer og syndikater - karteller, rockerbander og mafiabander - anvendt 'ANOM'.

Det lykkedes blandt andet at sprede appen takket være en australsk flygtning kendt som Hakan Ayik, der bor i Tyrkiet, og som myndighederne mistænker for at stå bag et stort narkotikahandelsnetværk.

Ifølge det australske medie ABC News blev han uvidende givet en enhed af hemmelige agenter.

Herefter anbefalede han appen til flere kriminelle partnere, der senere anbefalede den videre til andre.

Ifølge AFP er Ayik stadig på fri fod, men han er en jaget mand, da han uforvarende har angivet sine kolleger.

- Set i lyset af de trusler, han står over for, bør han hurtigst muligt melde sig til politiet, sagde kommissær i AFP Reece Kershaw på et pressemøde i nat.

På et pressemøde i nat fortalte kommissær i AFP, Reece Kershaw, sammen med Australiens premierminister og en udstationeret FBI-agent om deres fund. (Foto: DEAN LEWINS © Ritzau Scanpix)

Spiller stor rolle i kriminelle miljøer

Samtidig med at 'ANOM' spredte sig, lykkedes det for blandt andre FBI at lukke ned for flere af de eksisterende krypterede tjenester, der blev brugt i miljøerne. Flere var altså nødsaget til at bruge 'ANOM'.

De krypterede tjenester spiller nemlig en større og større rolle i de kriminelle miljøer, fortæller retsanalytiker i DR Louise Dalsgaard.

- De har flyttet meget af deres digitale kommunikation derover, fordi man i mange år har vidst, at man kunne blive aflyttet på telefoner og at for eksempel ens mails kunne blive læst.

Der er dog ikke noget, som umiddelbart tyder på, at danske kriminelle har brugt ’ANOM’.

- Ifølge vores oplysninger har det ikke været en app, som de kriminelle netværk herhjemme har brugt. Den har ikke vundet indpas i Danmark, siger Louise Dalsgaard.

Hun forklarer, at det danske bidrag formentlig har været et mindre af slagsen, eksempelvis at bistå andre landes myndigheder med at opklare sager om narkotikasmugling.

- Man har været med, fordi udenlandske myndigheder har bedt om hjælp. Det her med at drive et netværk som ’ANOM’ fra politiets side og lokke kriminelle til er slet ikke lovligt efter dansk ret, men det er det i visse andre lande. Og derfor gør politiet det, fordi de ved, at kriminelle i højere og højere grad benytter krypterede tjenester, siger Louise Dalsgaard.

Muligvis bliver de kriminelle netværk mere usikre på den slags tjenester i fremtiden. Det håber man i hvert fald fra FBI's side.

- Et af målene med operation ’Trojan Shield’ er at ryste den tillid, som miljøerne har til beskedtjenesterne, fordi de ved, at FBI kan og vil infilterere - og stå bag - tjenesterne, står der i de retsdokumenter om sagen, som mediet Vice har fået adgang til.

Ifølge FBI er operationen en succes, takket være fremragende internationalt samarbejde, sagde de på pressemødet i dag.

Kokain i Batman-æsker

Sammenlagt har myndighederne kunnet følge med i over 27 millioner beskeder sendt fra enheder med 'ANOM'.

Eksempelvis beskeder med informationer om tid og sted for store mængder kokain, der ankom med skib, eller information om hvidvask af penge.

- To kilo ligger i forseglede franske konvolutter, lige ud fra Bogota, lyder det i en af beskederne ifølge retsdokumentet, skriver Vice.

Et andet eksempel er et billede af en stor forsyning stoffer, der er pakket i skotøjsæsker med Batman-symboler på.

Der har også været info om hvidvask af penge og aftaler om drab.

  • Det Australske Føderale Politi gør klar til at anholde de kriminelle, de har overvåget i årevis. (Foto: AUSTRALIAN FEDERAL POLICE © Ritzau Scanpix)
  • Razziaerne og anholdelserne gik under kodenavnet 'Ironside'. (Foto: AUSTRALIAN FEDERAL POLICE © Ritzau Scanpix)
  • Over 200 personer blev anholdt i Australien. (Foto: AUSTRALIAN FEDERAL POLICE © Ritzau Scanpix)
  • 4.500 betjente i Australien har været involveret i operationen. (Foto: AUSTRALIAN FEDERAL POLICE © Ritzau Scanpix)
1 / 4

'ANOM' er for nuværende lukket ned af FBI. Men det har i den grad båret frugt.

- Adgangen via appen har givet myndighederne en fordel, de aldrig har haft før, sagde kommissær Kershaw på pressemødet natten til tirsdag.

I Australien er man nået op på 224 anholdelser af medlemmer af mafiaen og rockermiljøet, og ifølge nyhedsbureauet AFP er mindst 35 personer blevet anholdt i New Zealand under operation 'Trojan Shield'.

4.500 australske betjente har deltaget i arbejdet - på verdensplan er det 9.000 betjente.

- Operationen har ramt den organiserede kriminalitet hårdt. Ikke bare i Australien, men i hele verden, sagde Australiens premierminster Scott Morrison i nat.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk