87-årig sprinter løber med sejren til atletikmesterskab

Hiroo Tanaka begyndte at løbe som 60-årig. I dag slår han verdensrekorder.

Hiroo Tanaka har hurtige ben og en frisk krop. Og så er han 87 somre.

I dag skal han konkurrere i 200-meterløb, og i fredags vandt den japanske sprinter i 100-meterløb i sin aldersgruppe, 85-89 år, til Worlds Masters Athletics i Malaga i det sydlige Spanien.

Han løb med sejren med på 16.67 sekunder.

Snørede løbeskoene som 60-årig

Først da Hiroo Tanaka blev pensioneret fra sit lærerjob i Aomori i Japan i en alder af 60 år, begyndte han sin løbekarriere.

- Jeg ved ikke, hvor mange der dyrker sport på min alder. Selvfølgelig skal man tage hensyn til sit helbred, men jeg tror, at hvis du kan motionere uden problemer, så kan du nyde dit liv, siger Hiroo Tanaka til SNTV.

Selv om han ikke slog rekord på 100-meterdistancen i sin aldersgruppe, så har han allerede flere verdensrekorder på sit CV. Sidste år slog han rekord i indendørs 60- og 200-meterløb til World Masters Athletics Championships i Daegu i Sydkorea.

Fred og evigt liv på ønskelisten

For Hiroo Tanaka er der også et højere formål med løbetræningen.

- Selv om der er forskellige problemer verden over, så synes jeg, det er essentielt, at folk, der elsker at konkurrere rundt omkring verden, de mødes og konkurrerer. Jeg håber, at det her event på en eller andet måde hjælper os med at opnå verdensfred.

Og så er der Hiroo Tanakas personlige håb.

- Jeg ville ønske, jeg kunne leve for evigt. Jeg vil gerne nyde et sundt liv mindst fem eller ti år mere. Det er mit lille ønske, siger han.

87-årige Hiroo Tanaka ville gerne leve for evigt.
Facebook
Twitter