91-årig legendarisk japansk junglesoldat er død

I 29 år fortsatte Hiroo Onada kampen for Japan på en filippinsk ø efter afslutningen på 2. verdenskrig. Først i 1974 accepterede han, at krigen var slut.

I 29 år boede løjtnant Onoda i den filipinske jungle, uvidende om, at 2. verdenskrig var overstået. (Foto: Banana Republic © Scanpix)

Den pensionerede japanske soldat Hiroo Onoda er død, han blev 91 år gammel.

Onoda blev verdenskendt, da han i 1974 vendte tilbage til Japan efter at have boet i junglen på en ø i Filippinerne - under den overbevisning, at 2. verdenskrig stadigvæk var i gang.

Kokos og bananer

Som et spøgelse hjemsøgte løjtnant Hirro Onada øen Lubang i årtier. I 29 år holdt den japanske soldat stand i junglen og levede hovedsageligt af kokosmælk, bananer og kvæg.

- Hver japansk soldat var klar til at dø, men som efterretningsofficer var jeg beordret til at udførere guerillakrig og undgå at blive dræbt. Og jeg fulgte mine ordre, sagde Hiroo Onada i et intervew med ABC i 2010.

Kæmpede mod lokalbefolkningen

Sammen med tre andre soldater boede Onada i bjergene på den lille stillehavsø. I ny og næ ville de udføre guerillaaktioner for at forsvare sig og holde 'fjendens' aktiviteter i skak.

Igennem de 29 år blev det til 30 drab på lokale filippinere og flere skudkampe med politiet.

To af Onadas soldaterkammerater blev skudt, imens den tredje overgav sig. Onada var alene de sidste to år i junglen.

Fundet af en hippie

Med nedkastede pamfletter og eftersøgningsgrupper havde flere forsøgt at få kontakt til de isolerede soldater, men japanerne vurderede alle indsatserne som fjendtlig propaganda og fortsatte deres mission.

I 1974 rejste en ung japaner verden rundt, imens han ledte efter løjtnant Onada, en panda og den afskyelige snemand - i den angivne rækkefølge.

Den unge Norio Suzuki fandt Hiroo Onada efter fire dages søgen og fortalte den hårdnakkede soldat om krigens afslutning 29 år tidligere. Onada nægtede at overgive sig, medmindre han fik ordre fra en forestående officer.

Norio tog et billede sammen med Onoda og drog tilbage til Japan, hvor han opstøvede Onadas tidligere chef, major Taniguchi, der i mellemtiden var blevet boghandler.

Blev benådet af filipinsk præsident

Majoren rejste til Lubang og gav Onoda ordre til at indstille sin mission. Onada overgav sig derefter og blev fløjet tilbage til Japan.

Onada blev senere benådet af den filippinske præsident for drabene på den lokale befolkning.

Herefter slog soldaten sig ned som kvægdriver i Brasilien og underviste også i sikkerhedsprocedurer. I sine sidste år holdt Onada foredrag om sin tid som soldat og loyalitet.

Facebook
Twitter