9/11 koster stadig folk livet: TV-vært langer ud efter amerikanske politikere

Jon Stewart beskylder de amerikanske politikere for at ignorere ofrene for 11. september.

Selv om det efterhånden snart er 18 år siden, at USA blev ramt af de omfattende og skelsættende 11.september-angreb, så kræver terroranslaget stadig menneskeliv.

Ifølge ABC News koster angrebene på Manhattan den dag i dag årligt flere ofre end noget andet blandt New Yorks politibetjente.

De nedstyrtede bygninger medførte nemlig en enorm mængde giftige stoffer nær brændpunkterne i det sydlige Manhattan, og så sent som sidste år døde 15 politifolk som følge deraf.

Jon Stewart, der er tidligere vært på tv-programmet The Daily Show, har i adskillige år kæmpet for at få hjælp til ofrene, der lever med konsekvenserne af angrebene 11. september. Herunder de mange såkaldte first responders, som har oplevet voldsomme helbredsmæssige konsekvenser som følge af deres redningsarbejde.

Han var i dag blandt de fremmødte ved en høring i justitsudvalget i Repræsentanternes Hus.

Her var mange ofre mødt frem, mens adskillige kongresmedlemmer udeblev.

- Bag mig er et lokale fyldt med first responders fra 11. september, og foran mig er der en næsten tom kongres, lød det fra Stewart, der kaldte det "en utrolig metafor" for kampen for at få lægehjælp og støtte til ofrene.

- Skammeligt, lød opsangen fra den tidligere tv-vært i en følelsesladet monolog.

- Det er en pinlighed for landet, og det er en skamplet på denne institution. De af jer, der ikke er her, bør skamme jer, men det gør I ikke. For ansvarlighed synes ikke at være noget, der forekommer i dette kammer, sagde han.

Støtten er blevet skåret

Offerfonden 'September 11th Victim Compensation Fund' blev oprindeligt oprettet for at håndtere dødsfald og skader fra 11. september og opererede frem til 2003.

Men i 2011 blev fonden genåbnet af præsident Obama for at håndtere de mange sager om dødsfald og sygdomme relateret til redningsarbejdet, som først viste sig i de efterfølgende år.

I 2012 blev 58 kræftformer registreret som sygdomme relateret til redningsarbejdet i New York. Siden har man knyttet næsten 70 typer af kræft til Ground Zero, hvor Tvillingetårnene styrtede ned.

Den såkaldte "First Responder lov" betyder, at personer, der hjalp med blandt andet bjærgningsarbejdet ved Ground Zero har ret til udvidet lægehjælp eller økonomisk kompensation.

I 2015 afsatte Kongressen 48 milliarder kroner til ofrene frem til udgangen af 2020, men tidligere i år viste det sig, at pengene næsten var opbrugt.

Mere end 20.000 personer har nemlig fået konstateret eller mistet livet som følge af kræft, vejrtrækningsproblemer eller lignende følger af 11. september, skriver The Guardian.

Derfor besluttede man at skære den økonomiske støtte til under det halve.

Og det giver Jon Stewart ikke meget for.

- De her mennesker gjorde deres job. De gjorde det med mod. Med ynde. Ihærdighed. Ydmyghed. 18 år senere - skal I gøre jeres, sagde han til stående ovationer fra salen.

Facebook
Twitter