Åbning af "hotline" er del af nordkoreansk strategi

Eksperter kalder telefonlinje et skridt fremad for skrøbeligt diplomati mellem Nord -og Sydkorea.

Onsdag blev der åbnet for direkte kommunikation mellem Nord - og Sydkorea. (Foto: UNIFICATION MINISTRY HANDOUT © Scanpix)

At et apparat med en skærm, en rød og en grøn knap placeret i grænseområdet mellem Nord - og Sydkorea kan være af "væsentlig betydning", kan forekomme mærkværdigt.

Men præcis sådan har pressesekretær for den sydkoreanske udenrigsminister beskrevet den genåbnede telefonlinje i landsbyen Panmunjom.

Linjen, der blev åbnet onsdag, kan ses som et skridt fremad for den diplomatiske proces på den koreanske halvø, fastslår forsker på Institut for Strategi på Forsvarsakademiet, Camilla Nørup Sørensen.

- Åbningen af kommunikationslinjen kan ses som tegn på, at Nordkorea nu forsøger at bryde den internationale front af fordømmelse, isolation og sanktioner, som Trump-administrationen har haft til at hensigt at stille Nordkorea over for.

- De seneste måneder, hvor retorikken mellem Kim Jong-un og Trump er skærpet, har diplomatiet slet ikke været til stede.

Den såkaldte "hotline" har ikke været i brug i næsten to år, siden Nordkorea brød kontakten til Sydkorea efter en uenighed med den daværende præsident Park Geun-hye, og man skal ikke underkende dens betydning, lyder det fra Robert Winstanley-Chesters fra Australian National University, der har forsket i Nordkorea.

- Det er ikke første gang, siden den blev oprettet i 1971, at linjen er blevet brudt, men det hører til sjældenhederne, at de to lande har gået så lang tid uden en direkte kommunikation, siger han.

Han tilføjer, at telefonlinjen også kan ses som en måde for Nordkorea til at få isoleret en kommunikation med Sydkorea - uden om USA.

Fejring af 70-året for Nordkorea

De seneste dage har der været dialog mellem den sydkoreanske præsident Moon Jae-in og Kim Jong-un, der i sin nytårstale åbnede for at sende nordkoreansk delegation til det kommende vinter-OL i den sydkoreanske by Pyeongchang i slutningen af februar.

Og det vil have enorm betydning for nordkoreanerne, hvis det faktisk lykkes.

- Det er 70-året for Nordkorea, og det betyder, at landet nu har eksisteret længere tid end både det gamle Østtyskland og Sovjetunionen, så 2018 er vigtig for dem. Det vil være helt ekstraordinært, hvis de kan deltage i Legene samme år, som nationen fejrer sit 70. år, siger Robert Winstanley-Chesters.

Små skridt

I Kina hilser man ideen velkommen og talsmand for det kinesiske udenrigsministerium Geng Shuang kalder det et positivt budskab. Trods det historisk dårlige forhold mellem Kina og Nordkorea søger kineserne stadig dialogen med Nordkorea, og derfor støtter de udviklingen, siger Camilla Nørup Sørensen.

- Kina, Sydkorea og Rusland er på linje i forhold til, at sanktioner må suppleres med bestræbelser på at etablere en dialog og på sigt forhandlinger med Nordkorea. En pisk og gulerod-tilgang, da deres overbevisning synes at være, at sanktioner alene ikke vil bringe konflikten til en løsning - selvom det formentlig er sådan, at USA under Donald Trump vil fremlægge sagen.

Hun forklarer, at dialogen kan fungere som modvægt til USA’s fokus på sanktioner og den fortsatte snak om en militær løsning i og omkring Trump-administrationen, men hun peger på, at det kan være vanskeligt at sige noget om effekten på længere sigt.

- Det hele kan falde til jorden om en time, hvis Trump fyrer et tweet afsted eller Kim Jong-un et missil. Moon-administrationen har forsøgt at skabe dialog og har rakt ud til Nordkorea flere gange, men Nordkorea har ignoreret det hele og udelukkende haft fokus på det, der er kommet fra USA.

- På den måde kan det ses som et skifte i Nordkoreas taktik, at landet nu besvarer henvendelserne fra Sydkorea og etablerer det, som nabolandene håber på kan blive en sideløbende dialog. Men igen vil det være en meget skrøbelig dialog.

Robert Winstanley-Chesters ser det dog ikke som en ændring, men mere en fortsættelse af Nordkoreas strategi.

- Nordkorea vil altid føre situationen så langt ud som muligt. Som det er nu, er konflikten med USA så anstrengt, den kan blive, og så vender Kim Jong-un sig mod Sydkorea for at få opnå maksimal politisk fordel.

Facebook
Twitter