A$AP Rocky kendt skyldig for overfald

Den amerikanske rapper får en betinget dom for et slagsmål i Stockholm.

A$AP Rocky var 30. juni involveret i et slagsmål i Stockholms gader (arkivfoto). (Foto: Patrick Kovarik © Scanpix)

Den amerikanske rapper A$AP Rocky er kendt skyldig for overfald. Det samme er to af hans assistenter.

Det har byretten i Stockholm netop meddelt.

A$AP Rocky får en betinget fængselsstraf. Han slipper dermed for at afsone yderligere i Sverige, skriver Ritzau.

Sagen mod den amerikanske rapper stammer fra en episode i slutningen af juni, hvor en konflikt med en 19-årig mand endte med et slagsmål i Stockholms gader.

Rapperen – med det borgerlige navn Rakim Mayers – endte efterfølgende bag tremmer i Sverige, men blev tidligere på måneden løsladt efter 28 dages varetægtsfængsling, hvor han sammen med to assistenter var tiltalt for vold mod den 19-årige mand.

Mayers har nægtet sig skyldig i tiltalen om vold, men har erkendt, at han både slog og sparkede den 19-årige mand under konfrontationen.

Han har insisteret på, at der var tale om selvforsvar, og hans forsvar har ønsket, at Mayers skulle frikendes, mens anklagemyndigheden har argumenteret for, at der var tale om vold, og de tiltalte burde straffes med fængsel.

Retten finder ikke, at overfaldet er af en sådan karakter, at en fængselsdom er på sin plads, lyder det i dommen.

- Det var sandsynligvis det mildeste udfald, man kunne forestille sig, lyder vurderingen fra Dennis Martinsson, ekspert i strafferet, til SVT.

Ikke selvforsvar - men heller ingen flaske

Retten finder det bevist, at de anklagede overfaldt den 19-årige ved at slå og sparke ham, mens han lå ned. Rapperen væltede ham ned på asfalten og stod på hans arm, lyder det i dommen.

Retten mener ikke, at de tiltalte var i en situation, hvor de skulle udøve selvforsvar, men man har samtidig ikke fundet bevis for, at de tiltalte slog den 19-årige med en flaske, som det har været fremsat.

Flasken var i fokus under første retsdag, hvor blandt andet flaskens etiket kom under lup.

Ifølge A$AP Rockys advokat havde den 19-årige passet rapperen og hans følge op og været voldsomt provokerende.

Manden selv har flere gange nægtet at have truet eller chikaneret amerikanerne og har i stedet hævdet at være blevet sparket og slået flere steder på kroppen med flasker.

Den 19-årige mand har krævet en erstatning på i alt 139.700 svenske kroner, som svarer til næsten 100.000 danske kroner, men i dagens dom lyder erstatningen på 12.500 svenske kroner, beretter SVT.

Under retssagen har A$AP Rocky meldt sig klar til at udføre samfundstjeneste, hvis han blev kendt skyldig, men det har retten ikke fundet passende, fordi samfundstjeneste kun er en mulighed som alternativ til at sidde i fængsel, lyder det i dommen.

Trump på banen

Der har været stor mediefokus omkring sagen, og det er ikke blevet mindre af, at den amerikanske præsident, Donald Trump, har blandet sig i sagen.

Han har talt for en løsladelse af den amerikanske rapper på både Twitter såvel som i Det Ovale Kontor foran den fremmødte presse.

Den amerikanske præsident har også tilbudt den svenske statsminister, Stefan Löfven, personligt at kautionere for A$AP Rocky, men kaution er ikke en mulighed ifølge svensk lov.

Derudover har en repræsentant for den amerikanske regering i et brev advaret Sverige om, at sagen kunne få negative konsekvenser for forholdet mellem USA og Sverige.

Facebook
Twitter