To år efter branden i Notre Dame er genopbygningsarbejdet stadig i gang

Den franske præsident, Emmanuel Macron, besøgte i dag Notre Dame i anledningen af årsdagen.

Det er nu to år siden, at katedralen Notre Dame i den franske hovedstad, Paris, brød i brand. (Foto: Philippe Wojazer © Scanpix)

Et væltet spir og et ekstremt smadret tag.

Det var resultatet af en ødelæggende brand i den franske katedral Notre Dame for to år siden.

Billederne af det brændende vartegn har nok sat sig fast i nethinden på de fleste franskmænd. Men også resten af Europa, der med sammenbidte tænder fulgte med i livesendingerne af slukningsarbejdet.

I dag, to år efter, er kirkedørene fortsat låste, og man er stadig i gang med at restaurere kirken.

Ryk markøren og se billeder af katedralen før og under branden.

Her kan du se Notre Dame-katedralen før og under branden. (Foto: (Foto: Colourbox.com) © (c) Colourbox / Foto: Scanpix © (c) Scanpix)

Branden i katedralen brød sandsynligvis ud i kirkens loftrum, hvorefter den bevægede sig hen til både tag og spir.

Flere end 400 brandmænd blev sat på opgaven for at stoppe branden, der først blev slukket helt dagen efter.

Og selvom skaderne var omfattende, lykkedes det alligevel at redde de to klokketårne, flere klenodier og fundamentet på den mere end 850 år gamle kirke.

Branden startede omkring klokken 18 den 15. april 2019. (Foto: FABIEN BARRAU © Scanpix)

Blandt forklaringerne på branden peger de franske myndigheder på kortsluttede elektriske ledninger eller et stadig antændt cigaretskod som mulige årsager. De mener samtidig ikke, at branden var påsat.

Før branden havde man igangsat et stort renoveringsprojekt, der også omfattende det 91 meter høje historiske spir, der bukkede under for flammerne.

Billederne gik verden rundt, da det ikoniske spir faldt ned gennem bygningen og landede på kirkegulvet omkring klokken 21 den mandag aften i april 2019.

Se øjeblikket, hvor spiret vælter her:

Siden da har spiret været genstand for debat, da der har været uenighed om, hvordan det skal genopbygges. Her har den franske præsident, Emmanuel Macron, tidligere været fortaler for en mere moderne konstruktion.

Men nu har den franske præsidenten ombestemt sig.

Planen for spiret er, at det skal være en tro kopi af det gamle og være i alt 96 meter højt.

Da nyheden om branden kom ud, begyndte folk at flokkes om katedralen. Her blev der bedt bønner og sunget religiøse sange. (Foto: BENOIT TESSIER © Scanpix)

De fleste har på en eller anden måde stiftet bekendskab med den franske katedral.

Om så det er af religiøse årsager, på grund af en Disney-film eller ved at læse den oprindelige roman om "Klokkeren fra Notre Dame" af den franske forfatter Victor Hugo.

Derfor flugte mange med, da nyheden og billederne af katedralen omspændt af flammer, begyndte at sive.

Det ramte også mange franskmænd lige i hjertet.

- Jeg troede ikke på, at det var Notre Dame, der var i brand. Det var chokerende for mig at se alle de flammer. Det var forfærdeligt, trist og knuste mit hjerte, siger Frederico Benani, der var vidne til branden, her to år efter.

Den franske præsident, Emmanuel Macron, er i dag taget til Notre Dame i anledningen af toårsdagen for branden. (Foto: BENOIT TESSIER © Scanpix)

I dag er den franske præsident, Emmanuel Macron, taget til katedralen for at mindes den tragiske dag i 2019 og besøge den igangværende genopbygning.

Han har tidligere udtalt, at kirkens skal stå klar i 2024. Det er også året, hvor Frankrig får værtsskabet for de olympiske lege.

Og det var også en optimistisk præsident, der i dag udtalte sig til pressen:

- Vi er alle imponerede over det, vi har set, og det arbejde, der er nået på to år, lød det fra Macron.

I dag er det store hul i taget stadig ikke repareret, og spiret endnu ikke rejst.

Ryk markøren og se billeder af katedralen under branden og i dag.

Her kan du se Notre Dame-katedralen under branden og i dag (Foto: Charles Platiau/Reuters/Ritzau Scanpix © Charles Platiau/Reuters/Ritzau Scanpix / Foto: Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix © Anne-Christine Poujoulat/AFP/Ritzau Scanpix)

Genopbygningsarbejdet har dog været sat på pause på grund af coronapandemien. Og det kan føre til, at den oprindelige tidsplan for, hvornår katedralen skal stå klar igen, kan skride.

Det skyldes også, at branden førte til, at store mængder giftige stoffer spredte sig i bygningen og de næromliggende områder. Det igangsatte et mere omfattende oprydningsarbejde.

Ifølge nyhedsbureauet AP har franske embedmænd tidligere på måneden udtalt, at hele genopbygningen kan tage 15-20 år mere. De mener derimod godt, at man kan slå dørene op for kirkegængere i 2024.

Den franske præsident fastholder stadig planen om at være færdig i 2024.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk