USA's præsident, Donald Trump, har tirsdag præsenteret sit bud på, hvordan man opnår fred i Israel og Palæstina.
Det skete ved et pressemøde i Det Hvide Hus i Washington.
Præsidenten foreslår med sin fredsplan, at USA anerkender de israelske bosættelser og gør dem til en del af Israel. Israels bosættelser er af FN erklæret ulovlige.
Både den israelske premierminister Benjamin Netanyahu og hans politiske udfordrer ved valget til marts, Benny Gantz, har skrevet under på planen. Netanyahu stod ved Trumps side, mens han fremlagde indholdet af den 80-sider lange fredsplan.
Netanyahu kaldte det for en "historisk dag" og takker Trump.
- Du er den første verdensleder, der anerkender Israels suverænitet over Judæa og Samaria, der er altafgørende for vores sikkerhed og for vores arv, sagde Netanyahu, der bruger de bibelske navne for Vestbredden.
Kold luft mellem Trump og Palæstina
Præsident Trumps aftale ligner måske mere et overgivelsesdokument, set med palæstinensiske øjne, de da blandt andet ikke får besatte områder med bosættelser tilbage.
Det palæstinensiske parti Hamas har over for Reuters allerede taget afstand til planerne og kaldt dem 'aggressive' og det rene 'nonsens'.
Der har været kold luft mellem Trump-administrationen og palæstinenserne siden 2017, da USA anerkendte Jerusalem som Israels hovedstad.
Men Donald Trump siger i dag, at han har ført samtaler med Mahmoud Abbas, den palæstinensiske leder.
Syv årtier efter at staten Israel blev skabt, vil de fleste israelere sige, at zionisme og oprettelsen af deres stat var den legitime tilbagevenden for et forfulgt folk til deres historiske og religiøse hjemland.
Omvendt vil de fleste palæstinensere sige, at zionismen er ansvarlig for den katastrofale kolonisering og tyveri af deres land.
Donald Trump gentog da også flere gange, at det ikke vil være retfærdigt at gennemføre uden at inddrage palæstinenserne.
Trump sagde derudover, at der skal oprettes en palæstinensisk stat med Østjerusalem som hovedstad. Han sagde også, at der skal tildeles yderligere områder til palæstinenserne.
Under Trumps forslag tirsdag vil det palæstinensiske område blive mere end fordoblet, skriver nyhedsbureauet AP, men altså ikke de områder, som israelere har bosat.
Trump har på Twitter offentliggjort et kort, som viser, hvor en fremtidig grænse ifølge hans plan skal gå mellem Israel og Palæstina.
Læg særligt mærke til områder i det sydvestelige hjørne af Israel på grænsen mod Egypten. Det er nye områder, der nu skal gøre Palæstinensiske ifølge planen.
Fra Olso-aftalen til 'århundredets aftale'
For næsten 30 år siden i 1993 troede verden og især den daværende amerikanske præsident Bill Clinton, at han havde skabt fred mellem Israel og Palæstina.
Yitzhak Rabin, Israels leder, og Yasser Arafat, den menneskelige legemliggørelse af palæstinensiske håb om frihed, underskrev dokumenter, der lovede at forhandle om fremtiden og ikke kæmpe for den.
De to bitre fjender gav endda hånd. Rabin, Arafat og Israels udenrigsminister, Shimon Peres, blev tildelt Nobels fredspris.
Den fredsaftale varede som bekendt ikke længe, og det håber Donald Trump nu, at hans 'Århundredes fredsaftale' - som han selv ifølge amerikanske medier har kaldt den - kan gøre.
Her følger et udpluk af de vigtigste punkter i planen:
- •
Fredsplanen omfatter et "konceptuelt kort" over et område, som ifølge præsidenten dækker over de "territoriale kompromiser", som Israel er villig til at indgå.
- •
Kortet vil ifølge præsidenten mere end fordoble palæstinensernes territorium. Samtidig vil den palæstinensiske hovedstad blive placeret i det østlige Jerusalem, hvor USA ifølge Trump vil åbne en ambassade.
- •
Jerusalem vil dog i amerikanske øjne forblive Israels hovedstad.
- •
Planen vil medføre et status quo over det omstridte Tempelbjerget, som har affødt store religiøse konflikter. Det betyder, at muslimer også fremover vil have mulighed for at besøge al-Aqsa-moskéen.
- •
Planen indebærer også en mulighed for at etablere en selvstændig stat for palæstinenserne.
- •
Ingen palæstinensere eller israelere vil blive tvunget til at flytte som resultat af en implementering af fredsplanen.
- •
Israel har indvilget i at frede de områder, som ifølge planen kan blive en del af den palæstinensiske stat, i fire år.
- •
Planen omfatter ifølge Donald Trump en økonomisk plan på cirka 340 milliarder kroner til udvikling af en ny palæstinensisk stat. Ifølge Det Hvide Hus vil det medføre en million nye arbejdspladser over de næste ti år og fordoble den palæstinensiske økonomi.
- •
Kilder: BBC, New York Times, Ritzau
Artiklen er opdateret med et kort fra Donald Trump over, hvor den nye grænsedragning skal foretages.