Årligt tyreløb afsluttet: Seks kvæstet på to minutter og 12 sekunder

Tyreløbene er en del af den spanske festival 'San Fermin'.

I den nordspanske by Pamplona bliver hvide, sorte, og brune tyre sluppet løs og sat i løb ad snoede gader. Deres horn er lige i hælene på flere hundrede vovede spaniere, der har valgt at deltage i det hurtigste og afsluttende tyreløb under den spanske festival 'San Fermin'.

Efter to minutter og 12 sekunder er det hele overstået.

Men tyreløbet, der har en distance på 850 meter, er en kamp for livet, og ved dagens løb er seks personer blevet kvæstet, skriver nyhedsbureauet AP.

I alt er 28 personer kommet til skade under festivalens daglige tyreløb, der begyndte den 6. juli.

Sidste gang en person mistede livet under festivalen var tilbage i 2009. Siden 1911 er 15 personer døde.

Hvert år rejser over en million mennesker til Pamplona i det nordlige Spanien for at opleve den historiske festival, der internationalt er mest kendt for tyreløb i gaderne, men som også består af madarrangementer, dans og andre kulturelle traditioner.

  • Den årlige festival San Fermin er bedst kendt for det daglige tyreløb. Det sidste fandt sted i dag, hvor seks mennesker blev såret. (Foto: Susana Vera © Scanpix)
  • Den spanske festival har tråde helt tilbage til 1591, men først i det 17. århundredede blev det en tradition, at folk skulle løbe foran tyrene, når de skulle transporteres mod arenaen. (Foto: Susana Vera © Scanpix)
  • Flere hundrede mennesker deltager i løbene og løber for livet. (Foto: Susana Vera © Scanpix)
  • En deltager hænger fast i en af tyrenes horn under det sidste løb. (Foto: Susana Vera © Scanpix)
  • Siden 1911 er 15 personer blevet dræbt under tyreløbene. (Foto: Susana Vera © Scanpix)
  • Deltagere forsøger at undvige en tyr. (Foto: Susana Vera © Scanpix)
1 / 6

Men det er ikke kun festglade mennesker, der deltager. Hvert år bliver tyreløbene og tyrefægtningen kritiseret. Dyreaktivister har flere gange demonstreret mod dyremishandling under de traditionsrige begivenheder.

Den spanske festival har tråde helt tilbage til 1591. Dengang var formålet at få tyre ind til byens arena i centrum, så de kunne deltage i tyrefægtningen. I det 17. århundrede blev det indført, at tilskuerne skulle løbe foran dyrene.

Festivalen er blandt andet blevet kendt gennem Ernest Hemingways bog “The Sun Also Rises” ("Solen går sin gang") fra 1926, der beskriver festivalen og tyreløbet.

Facebook
Twitter