Årtiers politisk erfaring og 30.000 tweets skiller Trump og Putin

Det er to forskellige profiler, som mødes, når præsidenterne fra USA og Rusland holder privat møde i Helsinki.

Den ene tweeter konstant, mens den anden sjældent giver interviews. I dag mødes Donald Trump og Vladimir Putin til et lukket topmøde.

Der er intet i vejen for, at USA og Rusland udvikler et varmt og nært forhold til hinanden. Det er nemlig sådan, hele verden helst vil have det.

I hvert fald ifølge USA’s præsident, Donald Trump, der i dag mødtes med den russiske præsident, Vladimir Putin.

Før mødet gik i gang i den finske hovedstad Helsinki, gjorde Trump det klart, at det var på tide at få gjort en ende på det dårlige forhold til Rusland.

- Jeg tror, vi ender med at have et ekstraordinært forhold, og jeg tror virkelig, hele verden gerne ser, at vi kan enes, lød det til formiddag fra den amerikanske præsident.

Den russiske præsident har da også været i Donald Trumps søgelys i en række år. Allerede tilbage i 2013, dengang Trump mest var kendt som reality-stjerne og mere eller mindre succesfuld byggematador, kurtiserede han den daværende russiske premierminister.

- Tror I, Putin kommer til Miss Universe-konkurrencen i Moskva til november. Og i så fald, vil han være min nye bedste ven?, spurgte Donald Trump på Twitter dengang.

Ifølge Washington Post inviterede Trump faktisk nogle år senere - i 2013 - Vladimir Putin til sin skønhedskonkurrence i Moskva.

Men hvor den amerikanske præsidents fortid er præget af at være stof for tabloid-aviser og reality-shows, har den russiske præsident været dedikeret til sit politiske embede.

Og i de seneste årtier har Vladimir Putin befundet sig i toppen af russisk politik.

Som premierminister overtog han i 1999 præsidentposten, da forgængeren Boris Jeltsin trådte tilbage, og i foråret 2000 blev han valgt med over halvdelen af stemmerne.

Han forblev præsident frem til 2008, hvor han blev regeringschef indtil 2012, hvor han igen blev valgt som præsident.

Så der er ingen tvivl om, at det er to vidt forskellige politiske profiler, der i dag mødes i Helsinki.

Men trods de to lederes forskellige veje til præsidentposten, lader der dog - udadtil i hvert fald - til at være en vis gensidig respekt.

Ifølge Vladimir Putin har han da også både Trumps opmærksomhed og ører, når de "jævnligt taler i telefon", som han fortalte i et nyligt interview med den østrigske tv-station Orf.

Her blev Putin også bedt om at forholde sig til anklagerne om, at Rusland skulle have forsøgt at påvirke det amerikanske præsidentvalg i 2016.

Noget, han gentagne gange har afvist.

Men Donald Trump er kommet under pres for igen at bringe det på bane, efter den amerikanske vicejustitsminister Rod Rosenstein i fredags meddelte, at 12 navngivne russiske efterretningsofficerer er tiltalt for at hacke Demokraterne i forbindelse med valget i 2016.

Donald Trump har ved adskillige lejligheder kaldt undersøgelsen af Ruslands indblanding i valget for en "heksejagt" og ofte sker det via hans yndlingsmedie Twitter.

Og her er der for alvor forskel på de to præsidenter.

For hvor Vladimir Putin sjældent giver interviews og ofte sender sin talsmand, Dmitrij Peskov, holder Donald Trump sig ikke tilbage med at give sin mening tilkende på det sociale medie.

Her har han været aktiv siden 2009, og efter at han blev præsident fastholdt han at bruge sin private konto.

Her til morgen var ingen undtagelse, hvor han før topmødet med Putin slog fast:

- Vores forhold til Rusland har ALDRIG været værre takket være mange års amerikansk dumhed og nu den uærlige heksejagt.

Facebook
Twitter