Abbas forlader posten som PLO's leder

Over halvdelen af PLO's øverste organ er overraskende gået af lørdag aften. Rygter vil vide, at de prøver at fremtvinge et valg.

Den 80-årige Mahmoud Abbas har ledet PLO, siden organisationens tidligere leder Yassir Arafat døde i 2004. (Foto: STRINGER © Scanpix)

PLO's leder Mahmoud Abbas forlader sin post. Det samme gør over halvdelen af de 18 medlemmer i forretningsudvalget, der er PLO's øverste organ.

Det rapporterer Al Arabiya og det palæstinensiske nyhedsbureau Ma'an News sent lørdag aften. Abbas bevarer dog stadig sin post som palæstinensernes præsident.

PLO - Palæstinensernes Befrielsesfront - er en paraplyorganisation for palæstinensere bosat både i og udenfor Palæstina og er palæstinensernes internationale repræsentant.

Fremtvinger valg

Den 80-årige Abbas har ledet PLO, siden organisationens tidligere leder Yassir Arafat døde i 2004.

Året efter blev Abbas valgt til præsident for det palæstinensiske folk. Abbas er i konflikt med Hamas, som styrer Gazastriben, og upopulær blandt mange palæstinensere, der mener, at han er for blød over for Israel.

PLO's chefforhandler og velkendte politisk figur, Saeb Erekat, ventes at erstatte Abbas frem mod et valg.

Årsagerne til aftenens beslutning er umiddelbart uklare. Derfor spekuleres der i, at han med aftenens melding forsøger at fremtvinge nye interne valg til det øverste organ. Datoen ventes fastsat senere i aften.

Krisemøde i PLO's top

Ifølge Ma'an News mødes PLO's lovgivende forsamling til krisemøde i næste måned for at udpege en ny leder af organisationen og et nyt forretningsudvalg.

Det samme siger Wassel Abu Yussef, der af SVT kaldes et højt placeret medlem i PLO. Derfor mener han, at beslutningen handler om at fremtvinge valg og skifte ud i PLO's bestyrelse. Forsamlingen skal egentlig mødes hvert andet år, men dette bliver det første møde siden 2009.

PLO blev startet i 1964, og blev ti år senere anerkendt som repræsentant for det palæstinensiske folk av FN's generalforsamling.

Facebook
Twitter