Abdiceret belgisk konge skal aflevere DNA-prøve i faderskabssag

En retsinstans i Bruxelles vil have undersøgt, om Albert II er far til 50-årige Delphine Boël.

Den i dag 84-årige tidligere kong Albert II, som baronesse Sybille de Selys Longchamps påstår fik et kærlighedsbarn med hende i midt-1960'erne. (Foto: OLIVIER HOSLET © Scanpix)

Det har ikke været det heldigste år for det belgiske kongehus.

I marts fik den belgiske konges bror, prins Laurent, skåret 15 procent af sin årlige apanageefter en stribe diplomatiske pinligheder.

Og i denne uge var det så hans far, den tidligere konge Albert II, som var i søgelyset. Eks-monarken skal nemlig levere en DNA-prøve i en faderskabssag.

Ligesom i Danmark er Belgiens regent fredhellig - hævet over loven. Men det ændrede sig, da han abdicerede i 2013 og videregav tronen til sønnen, den nuværende konge Philippe.

Samme dag lod baronesse Sybille de Selys Longchamps sig interviewe om sin påståede affære med Albert II, som ifølge hende stod på i årene 1966 til 1984.

- Jeg troede ikke, jeg kunne få børn, fordi jeg havde haft en infektion. Vi tog ikke nogen forholdsregler, sagde hun ifølge The Guardian.

Et kærlighedsbarn

Men ifølge baronessen selv tog hun fejl. Sammen med Albert II, som på det tidspunkt ikke stod forrest i arvefølgen, fik hun datteren Delphine Boël.

Og hende fortsatte han med at besøge regelmæssigt, selv om han var gift med den italienske prinsesse, Paola Ruffo di Calabria, ifølge Sybille de Selys Longchamps.

- Det var en smuk periode. Delphine var et kærlighedsbarn. Albert var ikke en faderfigur, men han var meget sød ved hende, har baronessen fortalt.

Det forhold fortsatte, indtil Albert II's bror, som i mellemtiden var blevet kong Baudouin, uventet døde af et hjerteanfald uden at efterlade arvinger.

Dermed blev Albert II konge over Belgien og hans påståede datter en slags statshemmelighed, som først blev almindeligt kendt, da sagen blev beskrevet i en bog i 1999, skriver New York Times.

Spytprøve før februar

Delphine Boël er i dag 50 år gammel og vil anerkendes som den tidligere monarks biologiske datter.

Delphine Boël fotograferet i 2017. (Foto: Francois Lenoir © Scanpix)

Og den sag fik yderligere medvind mandag, da appelretten i Bruxelles besluttede at kræve en DNA-prøve fra den i dag 84-årige Albert II. Han har fået indtil februar næste år til at levere en spytprøve.

Den tidligere konge har ret til at nægte, men så kan retten dømme imod ham i faderskabssagen. Han kan også appellere til en højere retsinstans.

Det er første gang en nuværende eller tidligere regent i Belgien kommer for en retsinstans.

Vinder Delphine Boël sagen, vil hun kunne tage hans aristokratiske navn Saxe-Coburg og Gotha.

Til gengæld vil det kræve den belgiske regerings godkendelse at blive del af kongefamilien og indtage den 16. plads i arvefølgen, som hypotetisk set ville være hendes.

Facebook
Twitter