Aboriginer får erstatning for tvangsbortadoption

En aboriginer, der som baby blev stjålet fra sin familie og givet til en hvid familie, har vundet en principiel retssag i Australien. Han er den første blandt en hel generation af stjålne børn fra Australiens urbefolkning, der får erstatning.

Bruce Trevorrow, der tilhører den australske urbefolkning, aboriginerne, har fået 2,5 millioner kroner i erstatning for uretmæssigt at være blevet tvangsbortadopteret. (© AuBC)

En australsk domstol har afgjort, at en aborigin mand blev ulovligt behandlet, da han blev taget fra sin familie i 1958 - kun 13 måneder gammel - og givet til en hvid familie. Det skriver BBC.

Hårdhændet integration

Bruce Trevorrow er dermed den første af en hel generation af stjålne børn fra den australske urbefolkning, aboriginerne, der får erstatning.

Flere tusinde aborigine børn blev taget fra deres familier og givet til hvide familier, da skiftende australske regeringer fra 1915 til 1969 førte en hårdhændet politik om tvangsintegration af den australske urbefolkning.

MediaLinks:

Uberettiget indespærring

I den 300 sider lange dom, der tog 18 måneder at få skrevet, tildeler Sydaustraliens højesteret Trevorrow 525.000 australske dollars i erstatning, hvilket svarer til knap 2,5 millioner kroner.

Dommeren sidestiller også for første gang det at tvangsfjerne et barn fra sin familie på den måde med uberettiget indespærring og kalder det brud på myndighedernes omsorgspligt.

Mor efterlyste sin søn

I december 1957 kom Bruce Trevorrow på hospitalet for ondt i maven. Da han blev rask blev han anbragt hos en hvid familie uden hans egen families tilladelse.

Han så ikke sin familie i ti år på trods af, at hans mor skrev til myndighederne og spurgte efter sin søn.

Penge hjælper ikke

Bruce Trevorrow, der i dag er 50 år, har i retten forklaret, at fjernelsen fra familien har gjort, at han har lidt af identitetstab, depression, alkoholisme og at han har haft svært ved at holde fast på et arbejde.

Til australske medier har han sagt, at penge ikke kan kompensere for, hvad han har været ude for, men at han nu har fået fred til at begynde forfra med tilværelsen.

Den sydaustralske regering har meddelt, at den ikke anker dommen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk