Adam er taget alene i den russiske vildmark for at undgå fronten

For at undgå mobiliseringen er Adam Kalinin flygtet ud i en russisk skov.

Adam Kalinin er IT-specialist i selvvalgt eksil i skov i sydlige Rusland. Han har byttet konen og lejligheden ud med ensomheden, en god portion grej og et par telte. Han skal nemlig ikke nyde noget af at blive sendt til fronten i Ruslands invasion af Ukraine.

- Jeg står op ved 7-8-tiden af mig selv. Koger noget grød eller suppe og laver noget kaffe. Så bruger jeg lige en halv time på at finde noget træ, som skal bruges til byggemateriale til et lille hus, jeg er ved at bygge. Jeg laver nogle målinger og markeringer på træet. Så går jeg til mit andet telt, som er mit kontor og arbejder i otte timer cirka, fortæller han til DR Nyheders podcast Moskvakontoret.

- Jeg fik en bøde, fordi jeg havde hængt sedler op på opslagstavlen i min opgang med teksten “Nej til krig”. Jeg ved ikke helt, hvordan det blev opdaget, men det fik mig til at indse, hvor seriøst staten er begyndt at stramme skruerne, siger Adam Kalinin.

(Foto @telegram: Логичный лесник, Адам)

Ruslands præsident, Vladimir Putin, annoncerede i slutningen af september en "delvis mobilisering", der skulle skaffe 300.000 mand til krigen i Ukraine, og allerede en måned senere erklærede han mobiliseringen for overstået. Det var i løbet af denne måned, at Adam Kalinin flyttede ud i skoven.

Noget af dem, som Adam Kalinin har delt til sine følgere er et opslag om den danske musiker Anders Trentemøller. Hans musik er ifølge Adam Kalinin "perfekt" at lytte til i en skov. (Foto @telegram: Логичный лесник, Адам)

- Det bliver tidligt mørkt, så om aftenen tænder jeg en lygte og bygger videre på mit hus. Så tænder jeg måske for nettet på min telefon og sidder og svarer på nogle beskeder fra følgere af min Telegram-side og sådan, siger Adam Kalinin.

På det sociale medie Telegram deler han billeder af sin hverdag i skoven. Han har blandt andet installeret solceller, så han forsat kan arbejde, selvom internettet nogle gange svigter.

Øverst i denne artikel kan du se Adam Kalinin gå turen fra lejren, hvor han sover og laver mad og det telt, hvor han har sit kontor.

- Jeg havde taget på lange vandreture med min kone før det, men ét er at vandre, noget andet er også at kunne skabe en arbejdsplads i en skov, hvor man kan arbejde 7-8-timer i hverdagen. Jeg skulle jo passe mit arbejde, siger Adam Kalinin.

  • Adam Kalinin siger nej til krig i frosten på hans solpaneler. (Foto @telegram: Логичный лесник, Адам)
  • Et lille komfur i Adam Kalinins telt. (Foto @telegram: Логичный лесник, Адам)
  • Adam Kalinins interimistiske bolig i skoven. (Foto @telegram: Логичный лесник, Адам)
1 / 3

Mulig ny mobilisering skaber ny frygt

Store tabstal på slagmarken og dårligt udrustede soldater, der nægter at kæmpe, kan betyde, at den russiske præsident, Vladimir Putin, kan blive tvunget til at indlede en ny mobiliseringsrunde.

Desuden beskriver flere uafhængige russiske medier blandt andet, hvordan mobiliserede soldater, der har forladt deres stillinger eller nægter at kæmpe, indespærres i kældre og andre midlertidige fængsler i Donetsk og Luhansk.

- Men dybest set så kunne jeg mærke, at jeg var rigtig bange for at blive mobiliseret, og jeg tænkte også, at selvom man nok godt kunne prøve at lægge sag an og forsøge at omstøde indkaldelsen, kommer man nok til at føre sagen, mens man kæmper ved fronten et sted. Så besluttede jeg, at jeg ville ud i skoven, siger Adam Kalinin og fortsætter:

- Noget vildt er, at min krop faktisk har det meget bedre her, end når jeg bare sidder på min IKEA-stol foran computeren hjemme i byen.

Adam Kalinin viser rundt i sit nye køkken, han har bygget i et telt:

Han har lidt store personlige afsavn, fortæller Adam Kalinin, og han savner sine venner, omgangskreds og ikke mindst sin kone. Hun kommer en gang om måneden med mad cirka - ikke så ofte, som han kunne ønske sig, men ”det er okay”.

- Min kone var selvfølgelig ikke så glad for min beslutning, men altså for helvede, hun forstod det jo også godt. Hun var ikke så bekymret for mig, vi var mere bare nedtrykte over, hvor surrealistisk en situation det er, at vores land er i krig, og at man ikke må kalde det en krig, og at man skal gemme sig i skoven for ikke at blive skovlet ind til krigen - det er bare så mærkeligt, det hele. Så hun endte med at sige, “okay, selvfølgelig, tag afsted”, husker han.

Indtil nu kan han være i fred. Men af hensyn til sin sikkerhed og fortsatte anonymitet optræder Adam Kalinin ikke under sit rigtige navn i nærværende artikel, ligesom han heller ikke ønsker at specificere præcist, hvor han er - udover, at det er i det sydlige Rusland.

- Det er pludselig blevet til en fordel, at vi har så inkompetent en stat, som ikke har ressourcer nok til at sende folk afsted for at lede efter mig i skoven, siger Adam Kalinin.

Han ved ikke, hvor længe han bliver boende i skoven. Men han regner som minimum med, at han skal fejre nytår i skoven.