Adgang forbudt for uvedkommende til Tyskland: ’Det er alt for sent’

Tyskland har lukket grænsen mod Danmark, Frankrig, Østrig og Schweiz.

27-årige Elise Hilliges er stoppet med at spise på restaurant og gå ud på barer.

Forældre kommer gående hen ad fortovet med deres børn i klapvogne. Flere cykler også med deres børn, eller har deres børn cyklende ved siden af sig. Andre på gaden bevæger sig mere målrettet afsted for at nå på arbejde til tiden.

Det ligner næsten en helt normal mandag morgen klokken lidt i ni i Prenzlauer Berg i Berlin, selvom der måske ikke er helt så mange mennesker på gaden, som der nogle gange kan være.

En af fodgængerne er Elise Hilliges, som er på vej til den børnehave, hun arbejder i. For hende er det ikke en helt normal mandag morgen. Egentlig var hun helst blevet hjemme for at være sikker på ikke at blive smittet med coronavirus.

- Jeg prøver virkelig at mindske kontakten med andre mennesker ved kun at gå ud og handle og lufte hunden, men det er svært, fordi jeg arbejder i en børnehave, så jeg er alligevel udsat.

Frustreret over Tysklands ageren

Og spørger man hende ind til Tysklands beslutning om at lukke flere grænser her til morgen for at mindske smittespredningen, lyder hun ikke videre begejstret.

- Jeg synes, at det er alt for sent til at lukke grænserne nu. Hvis man ser på, hvor hurtigt tilfældene af smittede i Tyskland er kommet op over 5.000 personer nu, så skulle man have gjort noget tidligere.

- Skolerne er ikke engang blevet lukket i Berlin før i dag. Og børnehaverne lukker først i morgen, hvor der alligevel er nødpasning. Det giver ingen mening for mig, siger hun.

  • Alexanderplatz i Berlin er affolket (Foto: TOBIAS SCHWARZ © AFP or licensors)
  • En lukket bar tæt på Alexanderplatz i Berlin, hvor også alle natklubber, biografer, teatre og koncertsteder er blevet lukket. (Foto: CLEMENS BILAN)
  • Det tyske luftfartsselskab Lufthansas maskiner står parkeret på række i Berlin Schönefeld lufthavn. (Foto: FABRIZIO BENSCH)
  • Tomt shoppingcenter i Dortmund (Foto: Ina Fassbender © AFP or licensors)
  • Ansigtsmasker i et udstillingvindue i den tyske by Hanau. (Foto: Kai Pfaffenbach)
1 / 5

Grænselukninger i Tyskland

Klokken 8.00 i morges lukkede flere af de tyske grænser. Mens de danske grænserovergange har været lukket siden lørdag klokken 12.00, besluttede Tyskland i går at lukke sine grænser mod Danmark, Frankrig, Østrig, Schweiz og Luxemburg.

Grænselukningen blev bekræftet af den tyske indenrigsminister Horst Seehofer på et pressemøde søndag aften, hvor han udtalte:

- Coronavirusset spreder sig fortsat hurtigt og aggressivt. Vi må indstille os på, at vi endnu ikke har set det værste, sagde Seehofer.

Den tyske grænselukning ligner den danske grænsekontrol. Varer, medicin og arbejdende pendlere vil fortsat kunne komme over grænsen. Pendlere skal dog have en indrejsetilladelse for at kunne komme på arbejde.

Grænselukningerne kommer for sent

Børnehavepædagogen Elise Hilliges er ikke den eneste, der denne morgen mener, at Tyskland skulle have lukket grænserne noget før. Flere berlinere har i deres hast på arbejde ikke tid til at stoppe op til et egentligt interview, men når lige at medgive deres utilfredshed med den sene beslutning.

Det gælder blandt andet it-medarbejderen Mate, der oprindeligt er fra Ungarn men har boet i Berlin de sidste syv år. Han synes også, at grænselukningerne kommer lige lovlig sent. Måske endda for sent.

- Jeg er bange for, at det ikke gør den store forskel nu, men det er da godt, hvis det kan gøre smittespredningen lidt langsommere, så vi kan passe på vores ældre mennesker, siger han og fortsætter:

- Men jeg er ikke selv bange, og jeg arbejder i en stor virksomhed og kan arbejde hjemmefra. Så jeg er derhjemme og nyder familietiden med min etårige datter.

Forhåbninger om at mindske smittespredningen

Men selvom utilfredsheden er stor, er der alligevel flere, der på den anden side trods alt godt kan se det gode i grænselukningerne, hvis det viser sig at begrænse smittespredningen, så presset på hospitalerne ikke bliver for stort. Og så situationen ikke eskalerer som i Italien.

Og det er der én mand, der kan tale med om. Han står og ryger uden for en opgang og fortæller, at han skal op igen og arbejde og ikke har tid til at tale. Men da han hører, at det drejer sig om smitte med coronavirus og grænselukninger, kan han alligevel ikke holde sig tilbage.

- Jeg synes, at det er en god ide med grænselukningen. Jeg er fra Italien, og se, hvor de er nu.

Facebook
Twitter