Adolf Hitlers telefon sat til salg på auktion

Adolf Hitlers rejsetelefon er vurderet til mellem 1,4 og 2,2 millioner danske kroner.

Hitlers rejsetelefon bliver d 18.-19. februar solgt på auktion i USA.

- Det her er et masseødelæggelsesvåben.

Sådan siger Bill Panaqopulos, der er præsident i auktionshuset Alexander Historical Auctions i staten Maryland i USA. I denne weekend sælger de Adolf Hitlers rejsetelefon på auktion.

Den nuværende ejer af telefonen hedder Ranulf Rayner. Han har fået telefonen af sin far Sir Ralph Rayner, der fik telefonen af russiske officerer, da han besøgte Hitlers bunker i Berlin i 1945.

Telefonen er vurderet til at være 200.000-300.000 dollars værd. Det svarer til mellem ca. 1,4 og 2,2 millioner danske kroner.

Hvis man spørger Bill Panaqopulos, så er Adolf Hitlers rejsetelefon et meget vigtigt stykke historie.

- Det her er en meget vigtig genstand, så folk vil huske, hvad Hitler og folk som ham gjorde. Tiden har det med at slette de minder. En genstand som denne bringer dem tilbage. Den her er ægte. Den førte til en masse død og lidelse. Det skal folk huske.

Bill Panaqopulos håber, at telefonen ender på et museum, så den kan minde folk om, hvad ekstrem fascisme kan føre til.

Se Adolf Hitlers rejsetelefon i videoen i toppen af artiklen