Adskillige såret i eksplosion på stort gasanlæg i Østrig

Der er meldinger om, at en person har mistet livet i eksplosionen

Det østrigske medie Kurier skriver, at en person har mistet livet og 18 er såret i en eksplosion på et stort gasanlæg i Baumgarten i Østrig.

Østrigsk politi bekræfter på et pressemøde, at det var en teknisk fejl, der forårsagede eksplosionen.

Eksplosionen skete klokken 9 tirsdag morgen, og politi og brandvæsen er på stedet, ligesom alle medarbejdere er blevet evakueret fra anlægget.

Ifølge en talsmand fra brandvæsenet, Franz Resperger, opstod eksplosionen i en gasledning, der løber i jorden.

- Blæsten forårsagede en ild, siger han ifølge et andet østrigsk medie, ORF. Flere øjenvidner har rapporteret om meter høje flammer.

Ifølge en talsmand fra selskabet Gas Connect Austria, der har gasanlægget, er “situationen under kontrol”, siger han til Die Presse.

Ikke desto mindre lød de første meldinger på, at op mod 60 personer var kommet til skade.

Redningsarbejderne anslår, at de vil have overblik over situationen ved middagstid.

Gasanlægget er en pumpestation for naturgas fra Rusland og der arbejder angiveligt 50 personer på anlægget. Det ligger tæt på grænsen til Slovakiet.

Facebook
Twitter