Advarsel fra WHO: Coronapandemien kommer til at vare længere end nødvendigt

Verdenssundhedsorganisationen vurderer, at pandemien fortsætter langt ind i 2022.

Kenya er bare et af de lande, som stadig kæmper med at få vaccineret sin befolkning. Mindre end fem procent er færdigvaccineret, og fordi der stadig er så mange uvaccinerede, vil pandemien fortsætte langt ind i 2022, vurderer WHO. (Foto: BAZ RATNER)

Coronapandemien kommer til at vare langt ind i 2022, advarer Verdenssunhedsorganisationen WHO nu om.

Det er et helt år længere end nødvendigt, vurderer organisationen.

WHO har flere gange kritiseret verdens rigeste lande for at hamstre vacciner til sig selv og lade de fattige lande i stikken.

I juni lovede verdens rigeste lande, at de ville donere en milliard vaccinedoser til verdens fattigste lande.

Men på det afrikanske kontinent, hvor vaccineraterne er lave, er der flere udfordringer, fortæller DR's Afrika-korrespondent, Søren Bendixen.

- Det internationale vaccinesamarbejde, Covax, der skulle sikre, at de fattigste lande også fik vaccine, er håbløst bagefter, siger han og tilføjer:

- Samtidig går det lidt trægt med de overskudsvacciner, som lande i EU, USA, Storbritannien og Canada har lovet at dele ud af.

Nye varianter kan påvirke effekten af vacciner

På det afrikanske kontient er under fem procent af befolkningen blevet vaccineret.

Det får først først og fremmest konsekvenser for de lande, der ikke får den beskyttelse, vaccinerne giver.

I lande, hvor vaccinerne bliver rullet langsomt ud, er myndighederne nødt til at bruge flere ressourcer på coronakontrol, og det det går ud over andre dele af sundhedsvæsnet.

Det fortæller Flemming Konradsen, professor i global miljøsundhed på Københavns Universitet.

- Når deres (lande med lave vaccinationsrater, red.) sundhedspersonale og befolkning - særligt de mest sårbare - ikke er beskyttet, rammer det landene på sundhed, økonomi, turisme og alt muligt andet.

Men det kan også komme til at påvirke resten af verdens vaccinationsprogram - inklusiv det danske.

- Hvis pandemien ikke er under kontrol i alle dele af verden, vil der være en øget risiko for, at der udvikles nye varianter, der kan sprede sig regionalt og globalt. Det vil udfordre vores sundhed alle steder, inklusiv effekten af vores vacciner, siger Flemming Konradsen.

Der er også modstand mod vaccinerne i Afrika. Her er det demonstranter i Cape Town i Sydafrika i begyndelsen af oktober. (Foto: MIKE HUTCHINGS)

Stor opgave for skrøbelige sundhedssystemer

Men selv hvis der pludselig skulle blive sendt vacciner nok afsted til lande på det afrikanske kontinent, vil det dog være vanskeligt at distribuere dem og sikre, at befolkningen får de nødvendige stik.

Det vurderer Søren Bendixen.

- På grund af den store usikkerhed, der har været, har man ikke et apparat, der er i stand til at rulle vaccinerne lynhurtigt ud. Man skal huske, at vaccinerne bliver rullet ud i nogle lande, der har nogle ekstremt svage sundhedssystemer.

I lande med skrøbelige sundhedssystemer er der lange udsigter til, at man får vaccineret hele befolkningen:

- Det er en utrolig vanskelig opgave, hvis man virkelig vil ud at stikke hele den afrikanske befolkning - selv ude i de mest fjerntliggende egne, siger Afrika-korrespondenten.

FacebookTwitter