Advokat afviser Comeys udsagn: Trump ville ikke stoppe FBI-undersøgelse

Trumps advokat opfordrer til undersøgelse af fyret FBI-chef efter høring.

Her kan du se Trumps advokat, Marc Kasowitz, tale efter høringen af den tidligere FBI-chef James Comey.

- Præsidenten har aldrig på nogen måde insinueret eller foreslået, at James Comey skulle stoppe undersøgelser af nogen.

Sådan lyder det fra Donald Trumps advokat, Marc Kasowitz, på et pressemøde efter høringen af den tidligere FBI-chef James Comey.

Under den over to og en halv time lange høring i det amerikanske senat i dag fortalte James Comey, at præsidenten forsøgte at påvirke efterforskningen af mulige russiske forbindelser til Trumps administration.

Men det afviser Trumps advokat blankt. Han mener, at dagens høring viser det modsatte, i det at FBI ikke undersøger Trump personligt, men hans administration.

- Høringen gør det klart, at præsidenten aldrig har forsøgt at påvirke undersøgelsen af Ruslands forsøg på at blande sig i den amerikanske valgkamp i 2016, siger han.

I James Comeys skriftlige vidneudsagn, der blev offentliggjort i går, stod der, at præsidenten skulle have sagt, at han forventede og havde brug for Comeys loyalitet.

Det skulle være sket under en samtale med den tidligere FBI-chef. Men det er ikke sandt, fortæller advokat Marc Kasowitz.

- Præsident har heller aldrig direkte eller indirekte sagt, "Jeg har brug for loyalitet. Jeg forventer loyalitet", siger Kasowitz på pressemødet.

Læk skal undersøges

Trumps advokat lægger op til, at James Comey kan blive centrum for en undersøgelse, efter at den fyrede FBI-chef har sagt, at han lækkede et notat om en fortrolig samtale med præsidenten.

Det kom frem under dagens høring. Her fortalte James Comey, at han gav oplysninger fra sin samtale med præsident Donald Trump til sin ven, der er juraprofessor på Columbia University.

Notatet handlede om Trumps forsøg på at stoppe FBI-undersøgelserne af den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn.

- Jeg følte, at det var meget vigtigt at få ud. Og at jeg havde ret til det som amerikansk borger, sagde James Comey ved dagens høring.

Ifølge Donald Trumps advokat er det et bevis på, at James Comey er en af de personer, der har lækket informationer til medierne i de seneste par måneder.

- Vi vil lade det være op til de relevante myndigheder at afgøre, om disse lækager skal efterforskes, siger han.

I slutningen af maj meddelte talsmand Sean Spicer, at han selv og andre talspersoner i Det Hvide Hus ikke længere vil svare på spørgsmål om igangværende undersøgelser af præsidenten og hans stabs mulige forbindelser til Rusland.

Det er nu kun advokaten, der udtaler sig om sagen.

Facebook
Twitter