Advokat: Koranskole medskyldig i drab på norsk og dansk kvinde i Marokko

Flere af de tiltalte i Marokko-sagen gik på samme koranskole, som ifølge advokaten er et arnested for terror.

Ofrenes advokater har før prøvet at stille staten Marokko til ansvar for sidste års dobbeltdrab på en dansk og norsk kvinde. Nu peger de på en skole i Marrakesh. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

En marokkansk koranskole er medskyldig i sidste års dobbeltdrab på danske Louisa Vesterager Jespersen og norske Maren Ueland.

Sådan lød anklagen i går fra familien Vesterager Jespersens bistandsadvokat, der mener, at skolen og organisationen bag bør tiltales i retten.

- Organisationen er en fundamental del af sagen. Det er staten Marokko også, men organisationen er meget vigtig. Den er direkte og indirekte ansvarlig for drabene, siger bistandsadvokaten Khalid El Fataoui til det norske medie NRK.

Han kalder skolen et arnested for terror.

De to kvinder blev fundet døde 17. december i et øde bjergområde cirka en times kørsel syd fra Marrakesh.

Kvinderne havde de foregående dage været på vandretur i Atlasbjergene, hvor de camperede.

Den 25-årige Abdessamad Ejjoud, der er blandt de hovedmistænkte i sagen, indrømmede under et retsmøde i maj at have dræbt de to kvinder.

Advokat: Skole kan kobles til marokkanske myndigheder

Flere af de tiltalte har under tidligere retsmøder bekræftet, at de har studeret det islamiske regelsæt sharia ved en koranskole i Marrakech.

Bistandsadvokaten har før udtalt i retten, at skolen kan kobles til de marokkanske myndigheder.

Advokat El Fataoui Khalid foran retsalen, der ligger i en forstad til hovedstaden Rabat. (Foto: Michael S. Lund © dr)

Han hævder, at myndighederne har genåbnet skolen, efter den oprindeligt blev lukket i 2009.

Det skal være gjort af den daværende justitsminister op til et valg for at få større vælgertilslutning, siger han.

Myndighederne i Marokko har afvist anklagen.

Bistandsadvokaten mener desuden, at der er en tæt kobling mellem skolen og Saudi-Arabien, skriver NRK.

Flere udskyldelser

Retssagen mod de i alt 23 mænd, der mistænkes for enten at have dræbt eller medvirket til dobbetdrabet, ventes at være færdig i oktober. Næste retsmøde skal afholdes den 20. juni.

Retssagen er blevet udskudt i alt to gange.

Det skete senest den 16. maj, hvor ofrenes advokater krævede en repræsentant fra den marokkanske stat til stede ved det efterfølgende retsmøde.

Dengang mente advokaterne, at staten skulle drages til ansvar for drabene og udbetale erstatning til ofrenes familie.

Den første udsættelse handlede om at give de anklagedes forsvarere mere forberedelsestid.

En terrorhandling

De tre hovedmistænkte tog ifølge anklagerne sidste år mod Atlasbjergene uden for Marrakesh med det formål at finde nogle turister, de kunne dræbe.

Forinden optog de sammen med en fjerde mand en video, hvor de sværger troskab til terrororganisationen Islamisk Stat.

Retssagen mod de i alt 23 mistænkte ventes færdig i oktober. (Foto: STRINGER © Scanpix)

De brutale drab på den danske og norske kvinde blev optaget på en video, som siden blev delt flittigt på sociale medier verden over.

Det fire gerningsmænd havde oprindeligt ambitioner om at drage til Syrien og tilslutte sig Islamisk Stat, men de havde ikke råd til eller mulighed for at rejse afsted og besluttede sig derfor i terrorgruppens navn at begå drab på udenlandske turister i stedet.

Det fremgår af deres forklaringer i retsdokumenter, som den norske avis VG har fået adgang til.

Facebook
Twitter