Advokat: Trump lokkede Assange med benådning

Donald Trump skal have bedt Julian Assange om at sige, at Rusland ikke var involveret i sag om hackede mails.

Retssagen mod Julian Assange begynder i næste uge. Her ses han ved en ret i London tidligere på året. (Foto: Simon Dawson © Scanpix)

WikiLeaks-stifter Julian Assange vil ved en forestående retssag om udlevering fortælle, at USA's præsident, Donald Trump, tilbød at benåde ham i 2017.

Sådan lyder det onsdag fra Edward Fitzgerald, der er Assanges advokat.

Til gengæld for benådningen forlangte Trump angiveligt, at Assange skulle fortælle, at Rusland ikke var involveret i at hacke mails fra Demokraterne i USA under den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016.

WikiLeaks stod bag offentliggørelsen af flere mails fra Demokraterne.

Retssag begynder i næste uge

Udmeldingen fra Assanges advokat kommer i forbindelse med et indledende retsmøde forud for selve retssagen mod Assange.

Sagen begynder mandag i næste uge - den 24. februar. Her skal der tages stilling til, om Assange skal udleveres fra Storbritannien til USA.

Assange er i de amerikanske myndighedernes søgelys som følge af en lang række fortrolige dokumenter og videoer, der er offentliggjort af WikiLeaks.

48-årige Julian Assange var onsdag ikke selv fysisk til stede i retten i London. Han deltog dog via en videoforbindelse. Når selve retssagen går i gang i næste uge, ventes Assange også fysisk at være til stede.

Julian Assange

  • Født den 3. juli 1971 i Australien.

  • Aktiv som hacker i slutningen af 1980'erne og bryder blandt andet ind i Nasa og Pentagons systemer. Modtager i 1992 en dom for hacking.

  • I 2006 er han med til at grundlægge hjemmesiden WikiLeaks, der har til formål at offentliggøre hemmeligt materiale i offentlighedens interesse. Assange er talsmand og chefredaktør.

  • WikiLeaks bliver for alvor kendt i 2010 med offentliggørelsen af en video af et amerikansk helikopterangreb på journalister og andre civile i Irak. USA vil retsforfølge Julian Assange.

  • I efteråret 2010 beskyldes Julian Assange for overgreb mod to svenske kvinder. Sverige kræver ham udleveret fra Storbritannien, hvor han bliver anholdt og senere løsladt mod kaution.

  • Fra 2012 til 2019 er han i asyl på Ecuadors ambassade i London for at undgå udlevering. Den svenske efterforskning af sagen lukkes i mellemtiden.

  • I april 2019 ophører asylet. Han anholdes og idømmes et års fængsel for brud på de britiske regler om kaution.

  • I maj 2019 genåbner efterforskningen af den svenske sag.

  • I november 2019 vælger den svenske anklagemyndighed at droppe efterforskningen af den mulige voldtægtssag.

Kilder: TT, NTB, AFP, Reuters.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter