Advokater: Trump hjælper terrorist med krav om dødsstraf

Trumps indblanding i terrorsag fra New York kan gøre det sværere at få gerningsmand dømt.

29-årige Sayfullo Saipov blev kørt ind i retten lænket til en kørestol. Han blev såret af skud i forbindelse med anholdelsen på Manhattan i New York. (Foto: JANE ROSENBERG © Scanpix)

Det er ekstremt sjældent, at siddende præsidenter i USA blander sig i domstolenes arbejde.

Men det gjorde Donald Trump, da han i går på Twitter med store bogstaver krævede, at gerningsmanden bag tirsdagens terrorangreb i New York burde idømmes dødsstraf:

https://twitter.com/realDonaldTrump/status/925931294705545216?ref_src=twsrc%5Etfw

Den 29-årige Sayfullo Saipov har erkendt, at han med overlæg og efter grundig planlægning dræbte otte mennesker og sårede 12 med en bil på Manhattan tirsdag.

Under et retsmøde kom det blandt andet frem, at Saipov har bedt politiet om at få terrorgruppen Islamisk Stats sorte flag hængt op på sin hospitalsstue.

Modsatte effekt

Trumps tweet om dødsstraf kan dog få den stik modsatte effekt, påpeger flere amerikanske advokater.

Præsidentens indblanding kan nemlig blive et aktiv for Sayfullo Saipovs forsvar, som kan påpege, at deres klient umuligt kan få en fair rettergang, når den udøvende magt i landet allerede har sagt, hvad en retssag bør ende med.

Konkret kan forsvaret argumentere for, at juryen i en kommende retssag vil være forudindtaget på grund af præsidentens tweet.

Staten New York, hvor angrebet fandt sted, har afskaffet dødsstraf, men eftersom Saipov er sigtet på føderalt niveau, kan han potentielt blive dømt til døden.

Kritik af Trump

Kravet om dødsstraf var langt fra Donald Trumps eneste reaktion på tirsdagens angreb i New York. Præsidenten har også sagt, at man vil overveje at sende gerningsmanden til retsforfølgelse i den amerikanske Guantanamo-fangelejr i Cuba - det vil i givet fald være første gang, at det sker for en person, som er fanget i USA.

Derudover har Trump benyttet lejligheden til at fremme sin dagsorden om at stramme USA's udlændingepolitik. Præsidenten siger, at han vil afskaffe det visum-program, som fik Sayfullo Saipov til landet.

I forvejen har Trump indført "ekstrem sikkerhedskontrol" af udlændinge, der rejser ind i USA - denne kontrol vil nu blive yderligere skærpet, meddelte præsidenten i går.

Trumps politiske modstandere beskylder præsidenten for at slå politisk mønt på den tragiske hændelse i New York og for at skabe splittelse i stedet for sammenhold.

- Du går terroristernes ærinde i det omfang, at du forstyrer, splitter og skræmmer folk, siger New Yorks demokratiske guvernør Andrew M. Cuomo henvendt til Trump.