Ændringsforslag kan udsætte brexit

- Vi vil meget nøje overveje at støtte ændringsforslaget, siger Nigel Dodds fra det nordirske parti DUP.

Konservative Oliver Letwin har fremsat et ændringsforslag, som ifølge BBC blive et alvorligt problem for Boris Johnsons og hans støtter. (Foto: - © Ritzau Scanpix)

Premierminister Boris Johnsons nordirske allierede vil overveje at støtte et ændringsforslag, som vil medføre en udskydelse af godkendelsen af den britiske premierministers brexit-aftale i parlamentet.

- Vi vil meget nøje overveje at støtte ændringsforslaget, siger Nigel Dodds, som er næstformand i det nordiske unionsparti DUP.

Han henviser til et ændringsforlag, som er fremsat af parlamentsmedlemmet Oliver Letwin, der blev smidt ud af Boris Johnsons konservative parti i september, da han stemte mod regeringen.

DUP har allerede gjort det klart, at det ikke vil stemme for Johnsons brexit-aftale på grund af det toldregime, som den vil medføre for Nordirland.

Letwins ændringsforslag kan ifølge BBC blive et alvorligt problem for Johnsons og hans støtter.

Det indebærer, at en endelig godkendelse af brexit-aftalen først kan ske, når den lovgivning, som er nødvendig for aftalen, er kommet sikkert gennem parlamentet.

Dette indebærer en udløsning af den såkaldte Benn-forordning, som indebærer, at premierministeren må bede EU om en yderligere udskydelse af brexit til 31. januar.

Letwins forslag kommer dog kun til afstemning lørdag, hvis parlamentsformand John Bercow vælger at lade medlemmerne stemme om det.

Tæt afstemning i vente

Flere britiske medier som BBC spår en helt tæt afstemning, hvis det britiske parlament lørdag kommer til at stemme om den nye brexit-aftale.

Johnson mødtes fredag med adskillige parlamentsmedlemmer fra forskellige partier, da han har brug for i alt 320 stemmer. De konservative har kun 288 parlamentsmedlemmer.

Derfor skal han især overbevise de fleste af de 21 tidligere konservative parlamentsmedlemmer, der blev smidt ud af partiet i september.

Ifølge Sky News vil de fleste stemme for Johnsons aftale.

Labours leder, Jeremy Corbyn, har afvist, at partiet vil stemme for aftalen. Nogle Labour-medlemmer kan dog tænkes at stemme for.

DUP, Liberaldemokraterne samt Det Skotske Nationalparti (SNP) er imod aftalen.

/ritzau/Reuters