Afghanistan: USA's kæmpebombe har kostet 36 militante livet

36 formodede IS-krigere er død, efter at USA har kastet en stor bombe over et huleområde.

Bomben af typen GBU-43 bliver her testet i Florida. I går eftermiddag blev bomben kastet ud over et huleområde i Afghanistan. (Foto: handout © Scanpix)

USA's anvendelse af en kæmpe ikke-nuklear bombe i Nangahar-provinsen i det østlige Afghanistan torsdag, har kostet 36 militante fra Islamisk Stat livet, siger det afghanske forsvarsministerium ifølge Reuters.

Oplysningen er ikke bekræftet, men ministeriets talsmand, Dawlat Waziri, siger, at ingen civile blev ramt.

Bomben blev kastet i går i Nangahar-provinsen i det østlige Afghanistan.

Målet var tunneler og huler i bjergområdet, som bliver brugt af IS.

En lille del af Islamisk Stat, der ellers huserer i Irak og Syrien, har etableret sig i det østlige Afghanistan, hvorfra de har planlagt angreb mod den afghanske hovedstad Kabul.

USA's præsident, Donald Trump, har betegnet angrebet som en 'meget, meget vellykket mission'.

/ritzau/

Facebook
Twitter