Afghanistans økonomi er i frit fald efter Taliban: 'Vi har brug for mad og penge'

Den Internationale Valutafond, IMF, vurderer at Afghanistans økonomi vil skrumpe med 30 procent i 2021.

Mange afghanere kæmper for at få råd til mad, så hjælp fra FN's Verdensfødevareprogram er afgørende. (Foto: Javed Tanveer © Ritzau Scanpix)

Gamle potter og pander, tøj, tæpper og lagner. En støvsugerslange og et keyboard.

På et loppemarked i den afghanske by Mazar-i-Sharif sælger indbyggere deres ejendele. Ikke fordi de ikke længere har brug for dem, men fordi de har desperat brug for penge.

- Vi har brug for mad og penge, da jeg er arbejdsløs. Jeg har to børn, som er syge og har brug for medicin, fortæller sælgeren Omid til DR Nyheder.

Afghaneren Omid sælger familiens ting for at få råd til mad og medicin:

Afghanistans befolkning står lige nu over for et økonomisk kollaps og en humanitær krise, efter oprørsgruppen Taliban overtog magten i august. Det har ført til, at penge i udlandet er blevet indefrosset, og nødhjælp til landet er stoppet.

I en rapport forudser Den Internationale Valutafond, IMF, at Afghanistans økonomi vil skrumpe med 30 procent i 2021. Det kan "sende millioner ud i fattigdom og kan føre til en humanitær krise," lyder advarslen fra IMF.

Ifølge Bjarne Andreasen, Dansk Røde Kors' regionalchef for Asien, er der brug for essentielle fornødenheder som mad og benzin.

- Folk mister deres arbejde og kan ikke tjene penge. Dertil er banksystemet kollapset, så dem, der har penge, kan ikke få dem ud af bankerne. Manglen på penge betyder, at priserne stiger. Hele det økonomiske system er dysfunktionelt, forklarer han.

Mange offentlige ansatte som lærere, sygeplejersker og læger har ikke fået løn i månedsvis, og det er ikke længere muligt for afghanere bosat i udlandet at sende penge hjem til familierne i hjemlandet, hvilket er en vigtig del af Afghanistans økonomi.

- Der var allerede en humanitær krise inden, så et økonomisk kollaps oveni kommer til at fordrive endnu flere afghanere, siger Bjarne Andreasen.

Titusindvis af afghanere er flygtet efter Talibans overtagelse - enten internt i landet eller til nabolandene.

DR's mellemøstkorrerspondent Puk Damsgård på markedet i Mazar-i-Sharif:

Ifølge DR's mellemøstkorrespondent Puk Damsgård truer en tørke og en kommende vinter også de pressede afghanere.

- Afghanistan er ramt af tørke, som betyder, at bønderne har svært ved at få deres afgrøder til at gro. Vi går vinteren i møde, som er kold og svær at komme igennem for afghanerne.

95 procent af de afghanske familier kæmper ifølge FN's Verdensfødevareprogram med at få mad nok på bordet, og sundhedssystemet er alvorligt udfordret på grund af covid-19.

Alvorligt problem for Taliban

Den akutte situation i Afghanistan fik ledere fra verdens 20 rigeste lande til at love hjælp til Afghanistan på et G20-hastemøde sidste uge.

- Det kan ikke være det internationale samfunds mål at se til, mens 40 millioner mennesker ryger ud i kaos, fordi der ikke kan leveres elektricitet, og det finansielle system ikke er der, lød det fra Tysklands afgående forbundskansler, Angela Merkel.

Kommisionsformanden Ursula von der Leyen meddelte, at EU blandt andet vil hjælpe med én milliard euro, der skal uddeles gennem hjælpeorganisationer.

- Det er svært at se, hvordan man kan hjælpe det afghanske folk uden at involvere Taliban. Men det betyder ikke, at man behøver at anerkende dem, sagde Italiens premierminister, Mario Draghi, der ledte mødet.

Taliban har i høj grad også interesse i at involvere det internationale samfund. Det kan nemlig få konsekvenser, hvis ikke det lykkes Afghanistans nye Taliban-regering at få landets økonomi på fode igen, forklarer Pum Damsgård:

- Økonomien er Talibans helt store hovedpine. Der er stor forskel på at være en oprørsbevægelse, der er i opposition til regeringen og den internationale tilstedeværelse, og så til at sidde i førersædet i den her desperate økonomiske situation.

For at det skal lykkes, er Taliban nødt til at sikre et godt forhold til omverdenen.

- Taliban vil forsøge at undgå situationen fra 1990'erne, hvor de var isoleret fra det internationale samfund. Hvis de ikke får økonomien på rette spor, vil der komme sprækker i den gruppe af befolkningen, der støtter Taliban.

FacebookTwitter