Europa-Kommissionen præsenterede sit udspil til en ny, fælles asyl- og migrationspolitik for mere end to et halvt år siden. Siden da er der dog ikke sket de helt store fremskridt.

Men med den seneste stigning i antallet af personer, som rejser til Europa, er det politiske pres for at finde en løsning også steget betragteligt. Og det er ved at være allersidste udkald, hvis EU-landene skal gøre sig nogle forhåbninger om at lande en aftale inden valget til Europa-Parlamentet om præcis et år.

Det er medlemslandenes regeringer og Europa-Parlamentet, der sammen skal forhandle deres nye asyl- og migrationspolitik på plads. Men før de tunge forhandlinger kan gå i gang, kræver det, at ministrene kan blive enige med hinanden om, hvad de rent faktisk vil kæmpe for under forhandlingerne med europaparlamentarikerne. Og det er bestemt ingen nem opgave, for der bliver set meget forskelligt på løsningsforslagene, hvad enten man befinder sig i Rom, Berlin eller Budapest.

Lykkes det ministrene at blive enige i dag, vil det være et stort og vigtigt skridt nærmere en ny politik på området. Hvis ikke, ser det noget svært ud for EU's kommende asyl- og migrationspolitik.

Det ene forslag drejer sig om en ny asyl- og migrationsforvaltning, som skal erstatte den såkaldte Dublin-forordning, der i dag udgør grundlaget under asylbehandlingen i unionen.

Som reglerne er nu, er det i udgangspunktet det første medlemsland, som en asylansøger ankommer til og registreret i, der har ansvaret for at behandle personens asylansøgning. Det er som oftest Italien, Grækenland og andre middelhavslande, og det har lagt et enormt pres på deres asylsystemer, som har svært ved at følge med og håndtere de mange nyankomne.

Hovedprincipperne i Dublin-forordningen vil der umiddelbart blive holdt fast i. Men der er lagt op til at ændre på kriterierne for, hvem der har ansvaret for at behandle asylansøgningerne – eksempelvis kan familierelationer og barnets tarv komme til at betyde mere for, hvor ansøgningerne skal vurderes - og hvor længe de enkelte lande står med ansvaret.

Derudover vil man som noget helt nyt indføre en såkaldt solidaritetsmekanisme, som skal kunne aktiveres, hvis et land kommer under et stort flygtninge- og migrantpres.

Her skal de andre medlemslande støtte ved enten frivilligt at tage imod flygtninge og migranter, ved at bidrage økonomisk, eller ved at hjælpe på andre måder. Det kunne være ved at sende telte eller ekstra grænsevagter afsted til de udsatte lande. Og den mekanisme er noget, som fortsat vækker stor debat.

Det andet forslag - den såkaldte asylprocedureforordning – skal kort fortalt sikre, at de personer, som ikke umiddelbart har noget beskyttelsesbehov og derved ikke har ret til at få asyl i Europa, hurtigst muligt kan få besked på, om de skal sendes tilbage igen eller ej.

I dag er det landene selv, der bestemmer, hvor hurtigt det skal gå. Men i forslaget er der lagt op til at indføre fælles regler, som både kan gøre processen mere ensartet på tværs af landene og speede den op.

Derved kan man bedre undgå, at folk i strid med reglerne rejser videre til andre medlemslande, mens de venter på en afgørelse.

Danmark har et retsforbehold, der holder os ude af EU’s fælles migrations- og asylpolitik. Derfor står vi hverken til at blive omfattet af asylprocedureforordningen eller af den nye solidaritetsmekanisme. Og vi kan heller ikke ad frivillighedens vej vælge at blive en del af dem.

Vi vil dog indirekte blive påvirket af de ændringer, som sker – eksempelvis hvis afviste asylansøger bliver sendt hurtigere tilbage, end det er tilfældet i dag.

Danmark har dog indgået det, der kaldes en parallelaftale i forhold til Dublin-forordningen. Derfor skal de danske politikere beslutte sig for, om Danmark vil tilslutte sig de ændringer, der eventuelt bliver vedtager. Det har regeringen sagt, at den ønsker at gøre, som tingene står nu, og det kan få betydning for, hvor mange asylansøgere som fremover kommer til landet.

Det er svært at sige, for det er som nævnt et yderst følsomt område, der i årevis har splittet EU-landene på kryds og tværs – både geografisk og politisk set. Og der er meget på spil for alle parter, så intet er endeligt afgjort endnu.

Spørger man middelhavslande som Italien, Grækenland og Spanien, som tager imod en stor del af de migranter og flygtninge, der rejser til Europa, så hjælper de andre EU-lande alt for lidt til.

De mener ikke, at den nye solidaritetsmekanisme er tilstrækkelig. De så derimod gerne, at de andre medlemslande blev tvunget til at tage imod nogle af de migranter og flygtninge, som de modtager.

Men enhver form for obligatorisk omfordeling bliver blankt afvist af blandt andet Polen, Ungarn og andre lande mod især nord, som peger på, at det er ankomstlandene, som fortsat har hovedansvaret for at behandle folks asylansøgninger.

Derfor bliver spørgsmålet, om det overhovedet er muligt at finde den rette balance mellem ansvar og solidaritet, som alle landene kan se sig selv i, og som politikerne kan sælge til vælgerne derhjemme.

Der er et stort politisk pres på for, at der bliver fundet en afklaring i dag, så forhandlingerne kan bevæge sig videre.

Europa-Parlamentet har lagt sig fast på deres forhandlingsmandat, og flere stats- og regeringschefer, heriblandt statsminister Mette Frederiksen (S), har på det seneste understreget, hvor vigtigt det er, at der hurtigst muligt lander en aftale. For der er bred enighed om, at de nuværende regler ikke fungerer.

- Vi viste det under corona, og vi har vist det med den måde, vi har håndteret krigen (i Ukraine, red.), energikrisen og inflationen. Nu skal vi vise det på migration. Vi skal sikre de ydre grænser og række ud efter især de nordafrikanske lande. Det er den næste måde, vi skal vise, at vi er på bølgelængde med vores befolkninger, sagde hun under et debatarrangement i april.

Flere iagttagere peger på, at stemningen blandt medlemslandene har ændret sig i den seneste tid. Hvor de tidligere var lynhurtige til at kravle op i deres respektive træer, så snart debatten om flygtninge og migranter gik i gang, er fornemmelsen nu, at stemningen er mere konstruktiv, selvom de fortsat har deres røde linjer. Og bare det, at de kan diskutere spørgsmålene i nogenlunde god ro og orden, bliver set som et fremskridt.

Derudover er flygtninge- og migrationspolitik et område, som er kendt for at afgøre valg, og mange vil gerne have lukket den flanke, inden vælgerne igen skal til stemmeurnerne. For hvis ikke landene kan blive enige om en løsning nu, hvornår kan de så? Og hvad vil der ske, hvis Europa bliver kastet ud i en ny flygtningekrise, som man oplevede det i 2015 og 2016, hvor mere end én million mennesker ankom til unionen og reelt satte det nuværende asylsystem ud af kraft?

Lige nu er det især det politisk skrøbelige Tunesien, som er blevet et af de nye knudepunkter for illegal migration over Middelhavet, der vækker stor bekymring. Og flere spørger sig selv, om EU-samarbejdet overhovedet kan klare endnu en krise, hvis ikke medlemslandene kan blive enige om nye regler på området.