Afrika er igen blevet stormagternes legeplads

Infrastruktur, migration, økonomi og magt. Interesserne i Afrika er mange.

Kina, USA, Rusland, Indien, Tyrkiet og Europa, alle verdens store nationer søger militær, økonomisk og kulturel indflydelse for flere hundrede milliarder kroner i Afrika. Foto: Jesper Nylander

I Etiopiens hovedstad Addis Ababa er den foretrukne taxi en kinesisk Lifan. En billig og praktisk bil, der kan fås for under 100.000 kroner.

Den produceres i Kina, men samles og sælges i stor stil i Addis Ababa.

Faktisk er den så efterspurgt, at den kinesiske manager, Ma Qun, stolt kan vise et salgslokale frem, hvor der blot står en enkelt bil. De kan simpelthen ikke følge med.

Ma Qun har solgt biler i Etiopien i otte år og drømmer om at udvide butikken til Uganda og Kenya. Han ser store muligheder i Afrika, ikke mindst fordi kinesiske milliarder bliver sprøjtet ind afrikansk infrastruktur.

Ma Quns eneste bil i salgslokalet.

Den etiopiske stat har optaget lån og kreditter for mere end 70 milliarder kroner hos Kina. Og de mange veje, togbaner, dæmninger og andre byggerier viser tydeligt, at Kina er kommet til Afrika for at blive.

- De store investeringer er årsagen til, at økonomien kan vokse med otte procent om året. Ja, de smadrer en masse af naturen, og de tager sig meget godt betalt i form af renter, men det er nødvendigt, for uden infrastruktur, ingen udvikling og stabilitet, lyder det fra en af landets førende iagttagere af Afrikas udvikling, Costantinos Berhutesfa Costantinos, der er professor i public policy på Addis Ababa Universitet.

Den nye silkevej

Etiopien er et af de afrikanske lande, der har fået mest kinesisk opmærksomhed, men Kinas storslåede planer om kinesisk ejet infrastruktur kloden rundt, det såkaldte Belt and Road Initiative (BRI), har betydet milliardinvesteringer i en lang række afrikanske lande.

Investeringerne er så store, at flere lande allerede nu har svært ved at betale pengene tilbage, hvilket giver kineserne stor indflydelse på udviklingen af det afrikanske kontinent.

Kina har pengene, og derfor er det langt hen ad vejen også dem, der bestemmer.

Man har sikret sig markedsadgang, og lige nu er samhandlen mellem Kina og det afrikanske kontinent i Kinas favør. Billige produkter har i mange tilfælde udkonkurreret lokalproducerede varer, og afrikanske lande har importeret store mængder af for eksempel kinesisk cement til at bygge de store projekter.

Andre følger i Kinas fodspor

Den kinesiske strategi er ikke gået ubemærket hen. Andre store lande forsøger at følge i kinesernes fodspor, og for eksempel er Tyrkiets præsident, Recep Erdogan, den statsleder udenfor Afrika, der flest gange har været på besøg i afrikanske lande.

Kæmpe kinesisk boligkompleks i Etiopiens hovedstad. Foto: Jesper Nylander

Turkish Airlines har udvidet deres netværk og flyver til 23 afrikanske destinationer. I Senegal har tyrkerne bygget en ny lufthavn og er ved at bygge en ny by til flere hundredetusinde indbyggere. Og i Somalia har tyrkerne åbnet en militærbase.

Amerikansk opmærksomhed

I juni måned annoncerede den amerikanske regering et stort investeringsprogram på 50 milliarder dollars, næsten lige så stort, som det Kina annoncerede i 2018, som lød på 60 milliarder dollars.

Pengene skal få amerikanske virksomheder til at investere i Afrika.

Trump-regeringen har ellers haft lidt svært ved at finde ud af, hvordan man skulle engagere sig i Afrika. Den amerikanske præsident virkede alt andet end interesseret, da han i 2017 holdt en tale til landene i den Afrikanske Union. Her omtalte han Namibia som Nambia til stor morskab for mange afrikanere.

Helt så meget morede afrikanere sig ikke, da han under et lukket møde i 2018 omtalte flere afrikanske lande som 'shit hole countries' eller på dansk lortelande.

Men nu er opmærksomheden altså blevet en anden. Amerikanerne har et større militært engagement i både øst og vest, hvor især amerikanske droner forsøger at ramme islamiske fundamentalister, der er blevet et større og større problem i mange afrikanske lande.

Putin inviterer afrikanerne på besøg

Den amerikanske interesse kan måske også spores i, at alle andre tilsyneladende har genfundet interessen for Afrika.

Efter Sovjetunionens sammenbrud forlod russerne stort set Afrika, men nu har Putin omfavnet Afrika og har vekslet militært isenkram og militære rådgivere for minekoncessioner i Den Centralafrikanske Republik, og i Moskva har man nu underskrevet militære aftaler med 20 afrikanske lande.

Til efteråret har Putin inviteret 50 afrikanske ledere til Sochi, til et første russisk-afrikansk topmøde.

EU har fokus på migration

EU har de senere år også haft stor interesse i det afrikanske kontinent.

Mange steder ses det kinesiske indtog nemt ved kinesiske byggepladser. Foto: Jesper Nylander

Her har perspektivet især været et ønske om at stoppe ulovlig migration over Middelhavet.

EU har smidt 30 milliarder kroner i en 'emergency trust fund', hvor pengene især bruges i lande som Libyen, Sudan, Etiopien, Eritrea, Somalia, Niger og Mali.

EU's pengeuddeling har fået meget kritik for at gå til projekter, der på kort sigt måske kan stoppe migration, men som ikke skaber den store udvikling.

Costantinos Berhutesfa Costantinos, professor i public policy på Addis Ababa Universitet, opfordrer EU-landene til at melde sig ind i kampen på samme måde som for eksempel Kina.

- Den form for udvikling vil give penge både til de virksomheder, der investerer, men også skabe nødvendig udvikling i Afrika. Det er forretning og store investeringer, der skal bringe udvikling, og det er i øvrigt den eneste måde EU kan sikre sig mod massemigration fra Afrika.

Gevinst ved økonomisk fremgang

Afrikas betydning og placering i verden er vokset. Udover at verdens store nationer gerne vil sikre indflydelse i 'nye, gamle' territorier, så handler det også om at Afrikas befolkning vokser.

Får man skabt tilpas stor økonomisk fremgang, så kan der være mange penge at tjene for udenlandske virksomheder.

Et land som Etiopien har mere end 100 millioner indbyggere, og hvilken eksportvirksomhed vil ikke gerne have fat i sådan et marked?

Afrikas betydning og placering i verden er vokset. Foto: Jesper Nylander

Det er langsigtede investeringer, for selvom der er økonomisk vækst i mange afrikanske lande, så er den købestærke middelklasse stadig lille. Der er få rige og mange fattige.

Afrika har mange gange før oplevet omverdenens interesse, og ofte har det enorme kontinent stået tilbage som taberne. Slavehandel, koloniseringen og den kolde krig for eksempel.

Denne gang kan Afrikanerne måske komme ud som de vindere.

Godt nok er man lige nu i gang med en større gældsætning, som nødvendigvis må betales tilbage.

Omvendt, så skaber den store interesse så meget økonomisk aktivitet og nødvendig infrastruktur, at det må komme millioner af afrikanere til gode.

Facebook
Twitter