Afrika-korrespondent om valg i Sydafrika: Sidste øjeblik før landet synker ned i kaos

ANC's Cyril Ramaphosa står til at vinde dagens valg. Så begynder hans udfordringer for alvor.

En tilhænger holder en støtteplakat op for ANC's leder, nuværende præsident Cyril Ramaphosa, under partiets sidste store vælgerbegivenhed på et stadion i Johannesburg. (Foto: SIPHIWE SIBEKO © Scanpix)

20.000 drab om året, 40.000 voldtægter, en forskel på rig og fattig, der overgår enhver fantasi, racisme, korruption og mangel på vand og strøm.

Der er ingen mangel på udfordringer for Sydafrikas næste præsident.

I dag skal han vælges, og det bliver med stor sandsynlighed Cyril Ramaphosa. Han er leder af partiet ANC, som de seneste 25 år har forsøgt at styre Sydafrika ud af apartheids skygge.

Det er sjette gang indbyggerne kan stemme ved et demokratisk valg, og lige så begejstrede de var første gang, da Nelson Mandela endegyldigt gjorde det af med det forhadte apartheid-system, hvor et hvidt mindretal bestemte over det sorte flertal, lige så desillusionerede er de i dag.

Mange unge har slet ikke ladet sig registrere som vælgere, og andre tvivler på, at Ramaphosa kan bringe Sydafrika tilbage på det spor, Nelson Mandela lagde ud for 25 år siden.

Drømte om en "regnbuenation"

Dengang drømte både sorte og hvide om en regnbuenation, hvor alle farver og religioner kunne leve i smuk harmoni.

Hvor man stilfærdigt skulle rette de enorme fejl, som apartheid efterlod. Hvor de hvide, der ejede al jord og økonomi, frivilligt og med økonomisk betaling skulle overdrage en del af deres rigdom til den sorte befolkning.

Hvor korruption og fattigdom ville forsvinde og blive erstattet af økonomisk vækst i en af Afrikas vigtigste og mest sofistikerede økonomier.

Mandela stod som en af det 20. århundredes største frihedshelte, og forventningerne var enorme.

Han tillod dog kun sig selv fem år på præsidentposten, og siden er det gået voldsomt ned ad bakke for det smukke projekt.

Udviklingen blev sat fuldstændig i stå, da Jacob Zuma blev præsident i 2009. Helt frem til 2018 forvaltede han Sydafrika som sin egen private husholdning.

Han efterlod et land, der økonomisk var sendt helt til tælling, hvor korruptionen fyldte det hele, og hvor tilliden til politikerne og ikke mindst ANC helt forsvandt.

Jacob Zuma i retten sidste år. (Foto: pool © Scanpix)

I slutningen af 2017 havde selv hans eget parti fået nok, og fra at være præsident blev Zuma nu betragtet som forbryder, der lige nu undersøges for hundredvis af korruptionsanklager.

Ramaphosa og ANC står til flertal alene

I stedet blev Cyril Ramaphosa sat ind som præsident, og nu står han for første gang over for en befolkning, der kræver, at 25 års løfter bliver indfriet.

I weekenden løb de sidste store valgmøder af stablen, og her bad Ramaphosa om tilgivelse for alt det, ANC ikke har nået, og udråbte samtidig sig selv som det bedste bud på manden, der kan genrejse den sydafrikanske begejstring.

Hvor mange der tror på ham, ved vi, når stemmerne er talt op, men et forsigtigt bud er omkring 55 procent af stemmerne.

ANC og Cyril Ramaphosa holdt det sidste store vælgermøde i Johannesburg i weekenden. (Foto: SIPHIWE SIBEKO © Scanpix)

Resten af vælgerne vil stemme på DA (Democratic Alliance), hvor blandt andet størstedelen af landets hvide mindretal vil sætte kryds, og EFF (Economic Freedom Fighters) en udbrydergruppe af ANC, hvis væsentligste valgtema er at tage jorden fra de hvide.

Meningsmålingerne giver dog stadig ANC og Cyril Ramaphosa nok stemmer til at skabe flertal alene, om end det bliver mindre end tidligere præsidenters.

Så selvom Ramaphosa måske er den bedste kandidat, landet har haft siden Mandela, så mangler han stadig at bevise, at han kan levere varen.

En liste over prioriterede arbejdsopgaver kunne se sådan ud:

1: Jordreformer

Da apartheid blev afskaffet, ejede det hvide mindretal størstedelen af al jord i Sydafrika. Derfor var jordreformer om omfordeling af landbrugsjord et vigtigt element i opgøret med de hvides mindretalsstyre.

Ideen var at 30 procent af de hvides jord skulle leveres tilbage inden år 2014. Det skulle ske ud fra et princip om villig sælger, villig køber.

Oversat betød det, at de, der ønskede at sælge, kunne få staten til at købe jorden, som derefter skulle sørge for, at den blev delt ud blandt den sorte befolkning.

Systemet er aldrig kommet til at fungere. Hvide jordejere krævede for meget for deres jord, og skiftende regeringer satte alt for få penge af til at købe jorden. Resultatet er, at kun omkring 10 procent er blevet opkøbt af staten.

30 procent af landets kommercielt rentable landbrugsland skulle været solgt til staten i 2014. Det endte med kun 10 procent. (Foto: SIPHIWE SIBEKO © Scanpix)

Fiaskoen betød, at et flertal i Sydafrikas parlament i 2018 besluttede at arbejde for at ændre landets forfatning, så man fremover kan ekspropriere de hvides jord uden at kompensere dem for det.

Det er en kontroversiel ide, der har vundet genklang hos landets sorte befolkning og skabt kuldegysninger blandt de hvide.

Forslaget er ikke groet i præsidentens have, men den folkelige opbakning er så stor, at ANC valgte at støtte forslaget.

Nu bliver det den næste præsidents opgave at gennemføre ændringerne, uden at skræmme alle hvide landmænd og udenlandske investorer væk, men samtidig tilfredsstille den store del af befolkningen, der mener, det er på tide, at de hvide afleverer deres jord.

Se indslag om problematikken fra 21søndag (20½ minut inde), samt Horisont: "Sydafrikas hvide by"

2: Økonomisk vækst og arbejdsløshed

Sydafrika har en af Afrikas vigtigste og mest sofistikerede økonomier, men der hænger nogle meget sorte skyer over den.

Under Zacob Zumas ni år ved magten oplevede landet flere gange recession, og Ramaphosa har indtil videre ikke formået at trække landets økonomi i gang.

Hans politiske modstandere i EFF har brugt valgkampen til at påpege, at næsten ti millioner sydafrikanere står uden arbejde - det svarer til næsten 40 procent af dem, der kan arbejde, og det er uden tvivl her, man skal finde kimen til mange af de andre problemer, landet står med.

Leder af partiet Economic Freedom Fighters (EFF) Julius Malema taler til sine tilhængere ved et vælgermøde søndag. (Foto: MICHELE SPATARI © Scanpix)

I årene efter apartheids fald, oplevede man solid økonomisk vækst, og derfor kunne alle andre problemer lettere trænges i baggrunden. Det kan de ikke mere.

3: Korruption og kriminalitet

Sydafrika er et af verdens mest kriminelle lande. I 2018 blev 20.300 mennesker dræbt.

For at bringe det ind i en dansk kontekst, kan man tage provinsen Western Cape, hvor hovedbyen hedder Cape Town. Her bor cirka lige så mange mennesker som i Danmark.

Hver dag bliver der her begået 10 drab, til sammenligning, så bliver der i gennemsnit dræbt en om ugen i Danmark.

I Sydafrika blev der sidste år anmeldt 40.000 voldtægter, og Cyril Ramaphosa kaldte det tidligere i år for en national krise.

En hjemmelavet plakat hængt op under valgkampen kræver dødsstraffen indført. (Foto: RODGER BOSCH © Scanpix)

Generelt er kriminaliteten faldet en smule, men hvis befolkningen skal have genoprettet tilliden til staten, så skal der sættes voldsomt ind her. Det gælder ikke mindst i opklaring af forbrydelser.

Et af de store problemer er også den lovløshed, som den tidligere præsident skabte, da han gav grønt lys for korruption på alle niveauer i samfundet.

Kan Cyril Ramaphosa levere svar på nogle af de udfordringer, så kan han være den mand, Sydafrika og måske hele Afrika har ventet på i flere år: Et forbillede, der ikke har travlt med at fylde egne lommer.

Lykkes det ikke, så ser fremtiden i Sydafrika til gengæld deprimerende ud.

Og det er i sidste øjeblik, hvis man skal forhindre, at landet synker ned i kaos.

Facebook
Twitter