Afrikas sidste enehersker under pres

Swazilands konge kæmper for at bevare sin position som Afrikas sidste enevældige konge. Ét af midlerne er en dødspatrulje, som skal lukke munden på oppositionen.

Swazilands konge tabte for nylig en retssag om børns ret til gratis skolegang. Det kan give børnene her en chance for at få en uddannelse. (Foto: UNICEF Swaziland)

Afrikas sidste absolutte monarki, Swaziland i det sydlige Afrika, er under pres. Oppositionens krav om folkestyre lyder stadig stærkere, og nye retssager mod magthaverne har givet systemmodstanderne vind i sejlene. Men samtidig slår kongen stadig hårdere ned på sine kritikere.

Danmark støtter demokrati-bevægelsen i Swaziland, og forleden var et par af aktivisterne på besøg for at fortælle om deres kamp og deres drømme.

Kan koste ham livet

Wandile Dludlu står foran en flok unge danskere midt i København. Det er hans første besøg i Europa og måske hans sidste.

Wandile er aktiv i studenterbevægelsen i sit hjemland Swaziland. Et lille frugtbart land i bunden af Afrika med grænse til Sydafrika og Mozambique.

Hans indsats som præsident for Swazilands ungdomskongres har kostet ham foreløbig tre måneder bag tremmer. Han er i øjeblikket sat på fri fod mod kaution, men anklaget for landsforræderi og smidt ud af drømmestudiet jura.

Han taler om unge swaziers drømme om demokrati, men drømmene kan koste ham livet:

- I Swaziland er der en hemmelig afdeling inden for politiet, en dødspatrulje, som skal lukke munden på kritikere.

Han fortæller om politiets hyppige besøg om natten, om ransagninger og bank:

- En af mine venner blev banket af 10 betjente. De blev ved med at slå på ham selv efter, at han var faldet bevidstløs om.

Oppositionen blomstrer

Swaziland har været i

undtagelsestilstand
i mere end 30 år og politiske partier er forbudt. Alligevel har landet en opposition. Kritikerne af kongen og hans håndlangere er organiseret i en broget buket af græsrodsorganistationer. En af dem vandt for nylig en markant sejr over magthaverne.

Fagforeningen
af tidligere minearbejdere fik
højesterets
ord for, at kongen skal opfylde sit løfte om gratis skolegang til alle.

Kongen havde selv indskrevet løftet i

forfatningen
. Men så forsøgte han at løbe fra løftet med henvisning til Swazilands dårlige økonomi.

Den er da også elendig, og en af årsagerne er

Aids
. Ingen andre lande i hele verden er så hårdt ramt af
Aids
.

Hver fjerde swazi er smittet med HIV, der fører til

Aids
. Hvis man kun ser på fødende kvinder er tallet oppe på 42 procent.

Sygdommen har betydet, at den gennemsnitlige

levealder
er faldet fra 61 år i år 2000 til nu 32 år.

Giftige terrorister

Dumezweni Dlamini repræsenterer græsrodsorganisationen Foundation for Socio-Economic Justice. Han forklarer, hvordan magthaverne ser på ham og folk som Wandile:

- Vi er gift, terrorister!

Men systemkritikerne møder ikke kun modstand fra magthaverne. Også befolkningen er skeptisk, når den møder nye holdninger som, at de skal kræve demokrati.

Det gælder især den store andel af indbyggerne, som bor på landet. Der bliver selv folk fra hovedstaden betragtet som fremmede.

Dumezweni og hans folk har valgt at gå fra hus til hus for at skabe tillid. De sætter sig ned i hjemmene og lytter til folks ønsker, og langsomt begynder resultatet at vise sig:

- Nu begynder selv landbefolkningen at tale om rettigheder. De vil have indflydelse på de beslutninger, der vedrører deres eget liv, siger Dumezweni.

Flerkoneri

Kvinder er blandt de allermest undertrykte i Swaziland. Godt nok har kvinder de samme rettigheder som mænd i

forfatningen
, men de fleste swazier mener, at traditionel lov rangerer over
forfatningen
, og ifølge de gamle love er kvinden at regne for mindreårig. Hun kan ikke eje land eller skrive under på noget uden at have sin mands godkendelse.

Men også på det område møder magthaverne nu massiv modstand. Mary-Joyce Aphane er gået til domstolene med krav om ret til at eje et stykke jord i sit eget navn.

Vinder Mary-Joyce er der tale om en

banebrydende
sejr for ligeberettigelse i et af verdens mest kvindeundertrykkende lande.

Et land hvor enker går i arv til ægtefællens bror, hvor flerkoneri er reglen mere end undtagelsen, og hvor hver tredje pige har været udsat for sexuelle

overgreb
inden deres 18 års fødselsdag.

Men nu vil kvinderne ikke længere finde sig i at blive behandlet som andenrangs mennesker, siger Dumezweni:

- De er begyndt at råbe op, ja faktisk råbere de endnu højere end mændene!

Med en gennemsnitlig

levealder
på 32 år er det naturligt, at de unge går forrest i kampen for forandringer. Og det vil vi gøre, siger Wandile fra Swazilands studenterbevægelse:

- Vi vil ikke lade os kue, vi vil blive ved med at demonstrere og fortælle sandheden!

Oppositionsfolkenes besøg i Danmark var organiseret af Afrika Kontakt, som samarbejder med Swazilands demokratibevægelse.

Facebook
Twitter