Afrikas største vandfald er tørret ud

Måneders tørke har fået de store vandmængder i Victoria Falls i Zimbabwe til at svinde ind.

Der ser ikke ud til at være meget vandfald over det, der ellers ofte betragtes som et af verdens mest spektakulære natursyn grundet sin skønhed og størrelse.

Vandfaldet Victoria Falls er et af de største i verden, og hundredtusindvis af turister tager hvert år til grænsen mellem Zimbabwe og Zambia for at se det afrikanske vidunder, som nu ifølge Reuters mest af alt ligner en knastør klippevæg.

En omfattende tørke har mindsket vandmasserne, skriver nyhedsbureauet.

Vandmasserne bruser nogle steder ikke på samme måde ud over kanten og ned i de dybe kløfter, som de gjorde, da turister besøgte attraktionen tidligere på året.

En turist tog i januar billeder ved Victoria Falls. (Foto: MIKE HUTCHINGS © Scanpix)
Her 11 måneder senere er udsigten og motivet fra klippen en helt anden. (Foto: MIKE HUTCHINGS © Scanpix)

- Det er første gang, jeg oplever, at det er tørret så meget ud, fortæller Dominic Nyambe, der sælger souvenirs på den zambiske side af vandfaldet, til nyhedsbureauet Reuters.

Og ifølge Reuters er tørken den værste, Zambia og Zimbabwe har været ramt af i mere end 100 år.

Tørken har ikke kun fået konsekvenser for den gigantiske turistattraktion, men også givet flere strømafbrydelser i landene, der er afhængige af vandkraft.

I begge lande lider dyr og mennesker under de forandringer, tørken har bragt med sig.

Tilbage i januar flød store mængder vand gennem vandfaldet. Efter lang tids tørke er vandfaldet nærmere en tør klippevæg. (Foto: STAFF © Scanpix / Foto: STAFF © Scanpix)

Det er ikke unormalt, at Zambia og Zimbabwe oplever tørkeperioder, som mindsker vandfaldets vandmængder betydeligt, men frygten for, at klimaforandringer har fået varige konsekvenser for regionens største attraktion, spreder sig.

Forskere afviser dog indtil videre, at vandmanglen skyldes klimaforandringer.

De mener ifølge Reuters nærmere, at der er tale om tilfældige ændringer i vejret og påpeger, at klimaforandringer kan blive udpeget som årsag, hvis fænomenet gentager sig over de kommende år.

- Hvis det bliver mere hyppigt, kan vi begynde at sige: Ok, det her er måske klimaforandringer, lyder det fra Harald Kling, der er hydrolog hos ingeniørfirmaet Poyry.

Sådan ser det populære afrikanske vandfald, som er en af Zimbabwes helt store turistattraktioner, ud fra luften efter omfattende tørke. (Foto: MIKE HUTCHINGS © Scanpix)