Afsat sydkoreansk præsident får 24 års fængsel for magtmisbrug

Den tidligere præsident, Park Guen-Hye, har nægtet sig skyldig i samtlige 18 anklagepunkter om korruption.

Park Geun-hye risikerer årtier bag tremmer og en kæmpe bødestraf for sine forseelser. (Foto: Kim Hong-Ji © Scanpix)

En sydkoreansk dommer har kendt den tidligere sydkoreanske præsident Park Geun-Hye skyldig i magtmisbrug, bestikkelse og afpresning.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Ekspræsidenten idømmes 24 år bag tremmer - anklageren i sagen havde krævet 30 år.

Park har været fængslet siden marts 2017 under anklager om at have modtaget mange millioner dollar i bestikkelse og for at have udført afpresning.

Der var i alt 18 korruptionsrelaterede anklagepunkter mod den tidligere præsident. Hun har afvist samtlige anklager.

Park Geun-Hye blev afsat fra posten i starten af sidste år efter voldsomme protester, hvor millioner af sydkoreanere gik på gaden for at få hende fjernet fra magten.

Facebook
Twitter