Prins Harrys og Meghan Markles bryllup

Afslappet Harry og William hilste på folket dagen før dagen

De to britiske prinser gik en tur i Windsor, inden de skulle på hotel.

Det var en tilsyneladende afslappet prins Harry, der sammen med sin bror og forlover prins William her til aften spadserede rundt og hilste på folket udenfor Windsor Castle.

Dagen før det længe ventede bryllup med Meghan Markle viste han sig iført et afslappet outfit med hvid skjorte og åben lysegrå blazerjakke foran de mange lykønskende briter, der råbte 'good luck Harry'.

Da han blev spurgt, hvordan han har det, lød svaret prompte:

- Afslappet, selvfølgelig.

Prinsen tog imod gaver og stillede velvilligt op foran de mange kameraer, der pegede mod ham.

(Foto: Dylan Martinez © Scanpix)

Senere skal de to brødre ifølge BBC tilbringe natten på det femstjernede hotel Coworth Park i Ascot.

I morgen tidlig vil prins William følges med sin bror fra hotellet til Windsor Castle, hvor bryllupsceremonien finder sted.

(Foto: pool © Scanpix)

Bruden ankom også her til aften sammen med sin mor Doria Ragland til Cliveden House Hotel. Her skal de tilbringe natten, inden brylluppet.

Morgendagens store bryllup mellem 33-årige prins Harry og den 36-årige amerikanske skuespillerinde finder sted i St. Georges Chapel.

Ved ceremonien i St. Georges Chapel, som er fra det 15. århundrede, får 600 gæster lov til at bevidne det kongelige bryllup, der finder sted klokken 13.00 dansk tid.

Facebook
Twitter