Afsløring: Pakistan snorksov i jagten på Osama bin Laden

Pakistan kunne have fanget al-Qaeda-terroristen langt tidligere på hans gemmested i landet, lyder kritikken.

Oplysninger om at bin Laden befandt sig i Pakistan blev ikke taget seriøst af landets myndigheder.

Osama bin Laden levede lige for næsen af myndighederne i Pakistan, men på grund af katastrofalt efterretningsarbejde lykkedes det den tidligere al-Qaeda-leder at holde sig skjult i næsten et årti.

Det afslører en omfattende pakistansk rapport om drabet på topterroristen, som er blevet lækket til tv-stationen al-Jazeera. Her bliver Pakistans efterretningsvæsen og sikkerhedsstyrker skildret som yderst inkompetente.

Oplysninger om, at bin Laden befandt sig i Pakistan blev ikke taget seriøst af landets myndigheder, og Pakistans efterretningstjeneste ISI stoppede sin jagt på terroristen i 2005 - samme år som han flyttede til Abbottabad.

Interviews med familien

Rapporten bygger på interviews med over 200 personer - heriblandt bin Ladens familiemedlemmer og flere embedsmænd.

Enken til en af topterroristen vigtigste hjælpere afslører, at de på et tidspunkt blev stoppet af pakistansk politi for at køre for hurtigt i Swat-regionen. Osama bin Laden sad også i bilen.

Men topterroristens hjælper ordnede meget hurtigt sagen med politimanden, og de kørte videre, siger enken Maryam.

Ankom i 2002

Rapporten afslører også flere detaljer om bin Ladens mange år på flugt. Han ankom angiveligt til Pakistan i sommeren 2002 og flyttede først i august 2005 til et topsikret hus i Abbottabad.

Selvom der på intet tidspunkt var færre end 25 mennesker til stede i boligen, var huset registreret som ubeboet.

Inkompetent

Inkompetence på et forbløffende niveau, lyder det i rapporten:

- Hverken nabolaget, lokale embedsmænd, politiet eller sikkerheds- og efterretningskilder undrede sig over husets mærkelige form, pigtråden, manglen på biler og besøgende over en periode på næsten seks år. Det er ikke til at fatte.

I maj 2011 trængte amerikanske elitetropper ind i huset og dræbte Osama bin Laden. USAs efterretningstjeneste CIA havde forinden fundet frem til al-Qaeda-profilens gemmested.

Den skæggede terrorist bliver i rapporten beskrevet som en rastløs og paranoid mand, der ofte forlod sit hjem for at undgå at blive fanget. Når han bevægede sig rundt i Abbottabad bar han angiveligt en cowboyhat for ikke at blive spottet fra luften.

/ritzau/Reuters

Facebook
Twitter