Afstemning kan give stemmeret til 1,5 millioner dømte kriminelle

Borgerne i Florida skal senere på året beslutte, om dømte kriminelle skal generhverve retten til at stemme efter endt afsoning.

I Florida mister dømte kriminelle automatisk retten til at stemme permanent. Det bliver måske ændret med folkeafstemningen til november. (Foto: MARC SEROTA © Scanpix)

Den amerikanske stat Florida har en af USA's strengeste lovgivninger, når det handler om at tage stemmeretten fra dømte kriminelle. Men det kan snart være fortid.

En gruppe borgere har været flittige og indsamlet mere end 766.200 underskrifter, der svarer til otte procent af de afgivne stemmer ved seneste præsidentvalg. Dermed har de ifølge Floridas lovgivning indsamlet nok underskrifter til at fremtvinge en folkeafstemning, der kan ændre loven.

Det skriver netmediet Huffington Post.

Lovændringen vil, hvis den bliver stemt igennem, sikre, at dømte kriminelle automatisk vil generhverve retten til at stemme, når de har endt deres afsoning.

Det vil potentielt give stemmeretten tilbage til flere end 1,5 millioner mennesker, og folkene bag kalder dagen 'en historisk milepæl'.

- Vælgerne tog sagen i egen hånd for at sikre, at deres medmennesker i Florida, familiemedlemmer og venner, der har begået fejl i fortiden, afsonet deres fængselstid og tilbagebetalt deres gæld til samfundet, nu får en ekstra chance og muligheden for at generhverve retten til at stemme, siger Desmond Meade, der er formand for foreningen Floridians for a Fair Democracy.

Kriminelle mister retten permanent

I USA er der cirka 6,1 millioner mennesker, der har mistet retten til at stemme som konsekvens af en dom. Omkring en fjerdedel af dem kommer fra Florida.

Det viser en analyse fra the Sentencing Project, der peger på, at det især går ud over afroamerikanske borgere.

Florida er en af fire stater, der fratager dømte kriminelle retten til at stemme permanent. Folk kan dog ansøge om at få stemmeretten igen, men skal vente mere end fem år og dernæst igennem et nåleøje hos statens ledende politikere.

Folkeafstemningen finder sted til november, hvor mindst 60 procent skal stemme ja, for at lovændringen bliver vedtaget.