Afvist af New Zealand: Du er for fed

Mand blev nægtet nyt arbejdsvisum i New Zealand, fordi han er for tyk. Det kunne aldrig ske i Danmark, siger Udenrigsministeriet.

En sydafrikansk mand blev nægtet et nyt arbejdsvisum i New Zealand, fordi han er for tyk. (© Colourbox)

Det kan være svært at være indvandrer i et fremmed land. Også selv om man taler sproget, har hus, fast arbejde og har boet i landet i seks år.

En sydafrikansk mand oplevede det på egen krop, da han for nylig blev nægtet en fornyelse af sit arbejdsvisum i New Zealand. Årsagen til afslaget: Manden er for tyk.

Har tabt sig 34 kilo

Albert Buitenhuis har ellers boet og arbejdet i NZ i seks år, og har i den periode fået sit arbejdsvisum forlænget hvert år uden problemer.

Nu mener de new zealandske myndigheder imidlertid, at manden er for overvægtig og kan blive en belastning for landets sundhedsvæsen, hvis han bliver.

I øjeblikket vejer Albert Buitenhuis cirka 130 kilo, men ifølge ham selv har han dog tabt sig 34 kilo, siden han kom til New Zealand.

- Hvis de havde sagt fra starten, at min vægt var et problem, havde jeg ikke brugt hele min opsparing på at flytte land, siger Albert Buitenhuis til BBC News.

Har mistet sit hus

Som konsekvens af afslaget har Albert Buitenhuis ikke har arbejdet i tre måneder, mens sagen er under behandling. Det har allerede kostet familien dyrt.

- Vi blev sparket ud af huset for et par uger siden, vi kunne ikke betale regningerne. Jeg er på vej til at miste min bil, og min telefon bliver snart lukket. Vi bor hos min søster for tiden, og det er en stor byrde for hende, siger han.

Han mener heller ikke, at det kan betale sig, at flytte sit liv tilbage til Sydafrika.

- Vi har intet der. Vi ville være strandet i lufthavnen. Jeg aner ikke, hvad vi skal gøre.

NZ: Vi skal holde omkostninger nede

De new zealandske myndigheder fastholder dog, at beslutningen om at nægte Albert Buitenhuis en ny arbejdstilladelse er den rette, da overvægten placerer ham i risikozonen for at udvikle livsstilssygdomme som diabetes og hjerteproblemer.

- Det er vigtigt at alle immigranter har et acceptabelt helbred for at nedbringe omkostningerne og kravene til det new zealandske sundhedssystem, siger en kilde fra de new zealandske immigrationsmyndigheder til BBC News.

Udenrigsministeriet: Ville aldrig ske i Danmark

Udlændinge der gerne vil arbejde i Danmark, skal også igennem en længere proces med at søge om arbejdstilladelse - et såkaldt Greencard. Her bedømmes ansøgerne på alt fra uddannelse, sprog, erfaring, tilpasningsevne og alder. Men fedme har ingen indflydelse.

- Ansøgerens sundhedstilstand er ikke et kriterium, hverken ved førstegangsafgørelser eller forlængelser, siger chefkonsulent Kirsten Meier fra styrelsen for fastholdelse og rekruttering under Udenrigsministeriet og fortsætter:

- Så tilfældet fra New Zealand, hvor en ansøger har fået afvist en ansøgning med henvisning til overvægt, kunne slet ikke finde sted efter de danske regler for greencards.

Facebook
Twitter