Ahmadinejad er klar til at blive astronaut

Irans præsident erklærer, at han gerne vil være den første iraner, der rejser ud i rummet.

Irans præsident erklærer, at han gerne vil være den første iraner, der rejser ud i rummet. (Foto: AFP © Scanpix)

Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, er parat til at blive den første iraner, som rejser i rummet.

Irans ambitiøse rumprogram sigter på at sende første mand i kredsløb om Jorden inden 2020.

- Vore unge er fast besluttet på at sende en mand i rummet inden for fire eller fem år, og jeg er sikker på, at det vil ske, siger Ahmadinejad.

- Jeg er klar til at blive den første iraner, der ofres af mit lands videnskabsfolk og rejser ud i rummet, selv om jeg ved, at der er mange kandidater, lyder det i spøg fra præsidenten.

Hans udtalelser faldt mandag under en ceremoni i Irans hovedstad, Teheran, hvor to nye satellitter blev afsløret, skriver nyhedsbureauet Isna.

Vestlig bekymring

På det iranske præsidentembedes hjemmeside var der fotos af præsidenten og satellitterne. Også aben, som Iran siger var i rummet og tilbage igen i sidste uge, var ifølge billederne til stede ved afsløringen af de nye satellitter.

Abens tur i rummet er portrætteret som den islamiske republiks første skridt i arbejdet på at sende et menneske i kredsløb inden 2020.

Flere vestlige lande har udtrykt bekymring for rumprogrammet, som de frygter, skal bruges til at udvikle langtrækkende missiler, der kan udstyres med atomsprænghoveder.

Iran benægter anklagerne og hævder, at rumprogrammet udelukkende skal bruges til fredelige formål.

/ritzau/AFP

Facebook
Twitter