Air France: En dansker savnes

En pressemeddelelse fra Air France fortæller, at der er en dansk kvinde blandt de savnede på det forulykkede fly over Atlanten. Det bekræftes af udenrigsministeriet.

Passagerer venter stadig på check-in ved Air France-skranken i lufthavnen i Rio de Janeiro. (Foto: Sergio Moraes © Scanpix/Reuters)

Der er en dansker blandt de 216 passagerer, der savnes efter flystyrt over Atlanterhavet tidligere på døgnet. Alle om bord formodes at være omkommet.

Det fremgår af en pressemeddelese fra Air France, som er udsendt her til aften.

Den gennemgår nationaliteten på samtlige 216 passagerer. Der er 58 brasilianere og 61 franskmænd, hedder det i den officielle pressemeddelelse.

Og der er også en dansker om bord.

Mange lande er ramt

Flyet, en Airbus, havde ud over 216 passagerer også 12 besætningsmedlemmer.

Ifølge pressemeddelelsen var der 26 tyskere, ni italienere, ni kinesere, seks schweizere, fem libanesere og fire ungarere om bord.

Der var også tre nordmænd, en svensker og en islænding.

Dybeste sympati

"Air France udtrykker sin dybeste sympati for slægtninge og venner til de passagerer og besætningsmedlemmer, som var om bord på flyet", hedder det i pressemeddelelsen.

Kvinde savnes

Tidligere på dagen forlød det, at seks danskere kunne være om bord på flyet, efter at pårørende havde henvendt sig til Udenrigsministeriet.

I dagens løb havde alle på nær en imidlertid henvendt sig til deres familie herhjemme. Det er en kvinde, der fortsat savnes, oplyser Udenrigsministeriet.

Udenrigsministriet bekræfter

Udenrigsministeriet bekræfter nu over for Ritzau, at der er en dansk kvinde blandt de 216 passagerer, der menes omkommet efter flystyrt over Atlanterhavet.

De pårørende er underrettet.

Familien har ikke ønsket kvindens navn offentliggjort.

Facebook
Twitter